Fremragende scoringer sikrer Randers sejren over Hobro
Randers FC tog søndag en 3-2-sejr ude over Hobro i en kamp med flere fornemme scoringer.
Der blev scoret flere flotte mål, da Randers FC søndag eftermiddag slog naboerne fra Hobro med 3-2 i 3F Superligaen.
Alle tre Randers-scoringer var på glimrende afslutninger uden for feltet, mens Hobros første scoring var efter en flot solotur.
Før kampen var det sikkert, at Randers efter nedrykningsspillet skal kæmpe for en plads i Europa, mens Hobro skal kæmpe for at undgå nedrykning i to playoffopgør, men der blev alligevel gået til den i duellerne.
Med sejren holder Randers FC liv i håbet om førstepladsen i nedrykningsspillets pulje 2, hvor der nu er et enkelt point op til AC Horsens før sidste runde.
Hobro skal efter næste kamp mod Horsens ud i to kampe mod Lyngby om at blive i Superligaen.
Randers kom foran efter ti minutter, da backen Björn Kopplin på fornem vis sparkede bolden i modsatte målhjørne.
Halvvejs i halvlegen scorede gæsterne et nyt flot mål, denne gang ved Vito Hammershøy-Mistrati, som sparkede bolden i mål helt ude ved stolpen.
Efter 30 minutter tog Hobro-profilen Emmanuel Sabbi sagen i egen hånd, driblede hele vejen fra højre sidelinje ind i feltet, satte to mand af undervejs og sparkede til sidst bolden i nettet fra en spids vinkel.
Efter pausen var der længere mellem højdepunkterne i Hobro, og kampen var præget af både ganske kraftig vind og regnvejr.
Knap 20 minutter efter pausen scorede Randers dog igen, da kantspilleren Tosin Kehinde sparkede bolden fladt i nettet uden for Hobro-målmand Jesper Rasks rækkevidde.
Hobro-angriber Imed Louati fik reduceret til 2-3 med en hovedstødsscoring et kvarter før tid.