Fyrings-fredede ansatte: - Nu er der lys for enden af tunnelen
Produktionsvirksomheden Hounö har valgt at sige 'ja tak' til regeringens nye lønkompensationspakke, hvor virksomheder kan sende ansatte hjem, mens staten dækker lønnen.
På trods af COVID-19 kører produktionen af industriovne fortsat på den 35 år gamle virksomhed Hounö i Randers, og de omtrent 100 medarbejdere arbejder næsten, som de plejer.
Lige nu er der nok at lave, men efter påsken er ordrebogen ved at være tom.
Derfor har de nu valgt at tage imod en lønkompensationsmodel fra staten - den betyder, at medarbejderne nu er fredet.
- Alle medarbejdere kan beholde deres faste løn samt deres arbejde. Så har vi som virksomhed en tro på, at ordrerne vil vende tilbage, og at vi lander i en eller anden for stabil situation på den anden side, så vi kan bibeholde vores bemanding og være klar til at give den gas igen, siger Morten Nielsen, administrerende direktør, Hounö i Randers, og fortsætter:
- Vi har valgt at melde ud at fra den 20. april, så trækker vi den lønkompensationsmodel. Da ved vi, hvad der kommer til at ske. Hvor langt vi så skal skalere ned, det kommer til at afhænge af, hvad det er for en ordresituation, vi kigger ind i til den tid.
Freder økonomisk ramte virksomheders medarbejdere
Ordningen om lønkompensation, som man hos Hounö har valgt at takke ja til, er en af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget for at redde virksomheder og arbejdspladser under coronakrisen.
Den gælder for virksomheder, som er hårdt ramt af situationen omkring coronavirus og står over for at skulle fyre 30 procent af staben eller mere end 50 ansatte.
Aftalen betyder, at virksomheder kan sende ansatte hjem, hvor staten går ind og dækker en del af lønnen.
For fastansatte er det 75 procent op til 23.000 kroner om måneden. For timelønnede er det 90 procent op til 26.000 kroner om måneden.
Læs også:
Hvis de ansatte tjener mere end disse beløb, skal virksomhederne dække resten, og de forpligter sig samtidig til ikke at dele fyresedler ud.
De ansatte bidrager til ordningen ved at afholde fem feriedage i den periode, hvor de går hjemme.
Tror mere end de håber
Den løsning, som man hos Hounö har benyttet sig af, glæder naturligvis de ansatte.
- Det betyder rigtig meget. Det er en win-win for os, hvor vi ved, at vi ikke skal ud at rende rundt på arbejdsmarkedet - det kan man jo altid komme til, siger Leif Andreasen, tillidsrepræsentant og smed ved Hounö i Randers, og fortsætter:
- Det betyder også for virksomheden, at os medarbejdere er klar til at komme og give den gas, når vi efterfølgende kommer ud på den anden side.
Og selvom fremtiden er usikker lige nu, men med hjælp fra staten 'tror' medarbejderne hos Hounö mere end de 'håber'.
- Der er lys for enden af tunnelen nu. Og vi er jo en global virksomhed, så den skal nok lande på benene igen, siger Leif Andreasen.
50.000 virksomheder forventes at bruge pakken
Erhvervsstyrelsen forventer, at omkring 50.000 virksomheder vil bruge ordningen, der løber i perioden 9. marts til 9. juni.
- Med den her kompensationsordning kan tusindvis af lønmodtagere, der ellers ville være blevet fyret, beholde deres job og den løn, de kender, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
- Samtidig giver det virksomhederne mulighed for at beholde medarbejdere, så de hurtigt kan komme på benene igen, når den ekstraordinære situation er i bedring, siger han i en pressemeddelelse.