Juletræer skal sikre Randers Havn: - Godt for alle parter
Østjydernes juletræer bliver igen i år genbrugt på Randers Havn, og det er godt for både mennesker, miljø og dyr
I godt to ugers tid har grantræerne pyntet de østjyske hjem med kugler og lys. Nu er en del af dem endt på affaldsterminalen i Randers.
Men træernes funktion er endnu ikke slut. De skal nemlig bruges til at sikre, at jorden ikke løber ud i havnen, og vandet ligeledes ikke skyller op på havnen.
Læs også:
- Man banker to rækker pæle ned, og derned imellem sætter man faskiner, som er juletræer, der er bundet i cirka 3,5 meters længde, forklarer Per Møller, havneassistent på Randers Havn, til TV2 ØSTJYLLAND.
Og han fortsætter:
- Man trykker træerne ned mellem de rækker pæle, der holder på jorden inde bagved.
Randers Havn bruger omkring 20.000 juletræer i deres bedste alder til at lave 4000 faskiner. Godt 1500 af dem har nydt godt af dans og julegaver i hjemmene rundt om i Østjylland.
- Det er en god måde at genbruge træerne på i stedet for bare at smide dem til kompost, siger Simon Christensen, elev på Randers Produktionsskole.
Gavnligt for alle
Og netop det med genanvendelsen, det ser Per Møller også som en fordel.
- Der er jo lidt miljøbriller på. Hvis ikke vi får de træer, så skal vi alligevel ud og hente dem i skovene. Det er en gevinst for begge parter at kunne bidrage med det, siger han.
Simon Christensen har sammen med to andre elever hjulpet med at give juletræerne nye funktioner på havnen i Randers.
- Hele sæsonen – indtil april – skal vi pakke 6.000 træer, fortæller Simon Christensen.
Der er visse fordele ved, at man benytter grantræer til at skærme havnen.
- At man lige anvender juletræer, det er fordi, at så kan småfiskene gemme sig og yngle inde i, og ålene kan komme igennem og skifte til andre vandløb, forklarer Per Møller.
Genanvendelsen af juletræer er noget, som Randers Havn har gjort i omkring 20 år.