Kritik af endnu et plejehjem - skjulte optagelser dokumenterer omsorgssvigt
Pårørende til en 91-årig beboer står nu frem med kritik af forholdene på et plejehjem - denne gang i Randers Kommune.
Pårørende har de seneste dage kritiseret flere plejehjem i Aarhus Kommune for omsorgssvigt.
En af dem er familien til 90-årige Else, som TV 2 med skjulte optagelser har dokumenteret er blevet udsat for omfattende plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne.
Nu står pårørende frem i en sag fra Randers Kommune, hvor skjulte optagelser ligeledes bekræfter familiens mistanke om mangelfuld pleje.
Det er familien til den 91-årige beboer Niels, der er ramt af demens og bor på Huset Nyvang i Randers.
Her har familien gentagne gange klaget over plejen og har i flere år mistænkt, at han blev udsat for omsorgssvigt.
- Vi oplevede, at han flere gange ikke havde været i bad eller lå i sengen og ikke havde fået noget at spise klokken 10 om formiddagen. Han kunne have lort helt op i nakken - det oplevede min søster, da hun kom en dag, siger Iben Jensen, der er datter af 91-årige Niels.
Derfor lod familien i efteråret 2019 TV 2 sætte skjulte kameraer op i Niels’ bolig.
Forbud mod at vise de skjulte optagelser
TV 2 kan ikke vise de skjulte optagelser, da Vestre Landsret tirsdag nedlagde forbud mod, at TV 2 kunne bringe skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Forbuddet forhindrer samtidig TV 2 i at vise de skjulte optagelser fra Huset Nyvang i Randers.
Alle Niels' fire børn havde ellers givet TV 2 samtykke til at lave optagelserne.
Forbuddet betyder, at TV 2 ikke kan beskrive indholdet nærmere. Før der blev nedlagt fogedforbud, viste TV 2 dog optagelserne til Niels’ to døtre - Iben Jensen og Bodil Nielsen - samt to eksperter.
- Jeg synes, det er helt vildt. Det er lige før, jeg giver mig til at tude over det. Jeg synes simpelthen, det er omsorgssvigt af det allerværste, siger Bodil Nielsen om optagelserne.
En af de eksperter, der har set optagelserne før fogedforbuddet, er Lars Bjerrum, der er professor i almen medicin på Københavns Universitet.
Han er chokeret over optagelserne og siger, at “det er helt uhyrligt, at det finder sted”.
- Det er på personalets præmisser mere end på Niels’ præmisser. Den omsorg, man forventer, at Niels skal have, den er der bare ikke, siger Lars Bjerrum.
Den kritik bakkes op af en demenspsykolog med 25 års erfaring Anneke Dapper-Skaaning, der har arbejdet som konsulent for Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet har undervist plejehjemspersonale.
- Som fagperson tænker jeg: “Hjælp ham dog”, siger Anneke Dapper-Skaaning.
Far til fire og selvstændig købmand
91-årige Niels flyttede ind på Huset Nyvang i Randers i foråret 2018. Tidligere har Niels blandt andet været selvstændig købmand og har gennem sit liv fået fire børn.
Hans børn husker ham som en kærlig, men bestemt far. En far, der altid stod på mål for sine børn.
I 2018 var Niels dog så ramt af demens, at han ikke længere kunne klare sig selv og blandt andet skulle have hjælp til toiletbesøg.
Derfor var hans børn begejstrede, da Niels flyttede ind i den nyåbnede demenslandsby i Randers med 60 plejeboliger. Men glæden var kort. Flere gange oplevede familien, at Niels forlod plejehjemmet, og på én af turene faldt han og brækkede lårbenet.
Derefter fulgte ifølge familien en lang kamp for at få den rette pleje til Niels.
- Det var som at slå i en dyne. Hver gang vi gik til ledelsen og dem, der var omkring ham, så kom vi ikke videre. Det var som om, de mente, det var noget pjat, siger Iben Jensen.
I dag bor 91-årige Niels fortsat på huset Nyvang i Randers. Hans børn overvejer stadig, om de vil bede om en ny plejehjemsplads til ham. De frygter dog, at det kan gøre det hele værre at flytte deres 91-årige far til nye omgivelser, som han ikke kender.
- Vi er magtesløse. Jeg er ked af det, og jeg er lige ved at tude hver gang, jeg afleverer ham. Det er ikke i orden. Det er utrygt. Jeg bliver vred – hvorfor sker der ikke noget?
Ønsker ikke at stille op til interview
Randers Kommune har ikke ønsket at medvirke i et interview på TV 2.
Det eneste svar fra Randers Kommune er den meddelelse, som TV 2 har modtaget på mail:
- Vi tager kritikken meget alvorligt. God og professionel pleje skal alle kunne regne med på omsorgsområdet i Randers Kommune. Vi har derfor også handlet på kritikken. Det er mit indtryk, at både medarbejdere, ledelse og pårørende generelt har et godt samarbejde om at skabe gode rammer og indhold for beboerne.
- Huset Nyvang blev bygget med det formål at have særlige kompetencer i forhold til demente beboere, fordi det er en særlig situation. Desværre var der en række udfordringer i opstarten. Vi har siden skiftet ledelse, og inddraget beboere, brugere, pårørende, personale og ledelse i at finde de rette handlinger, ligesom vi er i tæt dialog med frivillige om de tilbud, som ligger ved siden af plejen og kan være med til at berige hverdagen.