Kunderne elsker Christian: - Jeg plejer at sige, at jeg er bedre end Rune Klan
Kunderne kommer gerne langvejs fra for at blive betjent af Christian Damberg fra Bauhaus i Randers.
Når man træder ind i Bauhaus i Randers, så er man ikke i tvivl, hvis man bliver betjent af Christian Damberg.
Han kommer ofte susende for at være kunderne behjælpelig. Langt de fleste gange går de derfra med ny viden og altid med et smil.
- Hvis I leder efter årets ekspedient, så går han derhenne, fortæller en af kunderne, Jytte Bak fra Søby.
- Han er altid utrolig sød og hjælpsom, og det er altid ham, jeg ønsker at få fat I, når jeg er herude, siger hun.
Når Christian Damberg først trækker arbejdsuniformen på, så bliver han Bauhaus-manden.
- Så er jeg kundernes mand. Så lever jeg mig ind i den verden, og så er jeg klar til at hjælpe og give den gas, siger Christian Damberg.
I malerafdelingen trives han bedst
Christian Damberg holder for det meste til i malerafdelingen, hvor han elsker at tone farver til kunderne. Han plejer at sige, han lige skal ind og trylle, når farven skal blandes med en base.
- Jeg plejer at sige lidt for sjov, at jeg er bedre end Rune Klan, siger Christian Damberg.
Han arbejder deltid i Bauhaus Randers og har gjort det i snart ni år. For nogle år tilbage tog han chancen for at se, om han skulle blive pædagog. Men det var en mistake, som Christian selv siger.
- Så fandt jeg tilbage til det her. Og det er mit sted, siger han.
Rosende mails fra glade kunder
Kunderne er glade for at blive betjent af Christian. Han ved de mest utrolige ting om produkterne, og så kommer han også med gode råd.
Det kan for eksempel være, at man skal huske at tage et billede af bonen, da teksten nogle gange kan forsvinde.
- Det er rigtig hyggeligt, og han er altid meget behjælpelig. Og man får forklaret det ned til mindste detalje, siger Karlo Pedersen, som kommer fra Hobro.
- Han kommer altid susende og spørger, om han kan hjælpe med noget. Han er en af de sjældne. Jeg håber, han bliver, fortæller Jytte Bak fra Søby.
Flere gange har Christian fået personlige mails fra kunder, som roser ham for sit engagement og takker for den gode betjening.
- Alle de gange jeg har fået sådan en mail, har jeg følt mig totalt stolt. Det er også for firmaet, jeg er stolt. For jeg er meget firmaets mand, siger Christian Damberg.
Et forbillede for andre sælgere
Også Christian Dambergs chef er meget tilfreds med ham, og glad for at han bidrager til et godt arbejdsmiljø blandt kollegaerne.
- Christian er et forbillede som sælger herude i Bauhaus. Han er utrolig dygtig til at komme ind på kundernes behov, og sætter kunden som førsteprioritet frem for alt andet, siger souschef i Bauhaus Randers, Rustem Basel.
For Christian selv så er det vigtigste stadig kundernes tilfredshed.
- Når jeg ved, at jeg har gjort det godt og kunderne er tilfredse – så er jeg også selv tilfreds, når jeg lægger hovedet på puden, siger han.