Mand opfordrede andre til at skyde ulve: Nu har han fået en dom
En 31-årig mand fra Randers er blevet idømt 10 dages betinget fængsel, efter han i en Facebook-gruppe opfordrede andre til at slå ulve ihjel.
Tilbage i marts sidste år skrev en 31-årig mand fra Randers et opslag på Facebook, som mandag har resulteret i, at Retten i Randers har idømt ham 10 dages betinget fængselsstraf.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 31-årige mand havde nemlig skrevet et opslag i den lukke Facebookgruppe ”Ulvefrit Danmark”, hvor han i detaljer beskrev, hvordan man skal skyde en ulv, og hvilke projektiler, man skal bruge.
”Det var bare en opskrift”
I Retten i Randers erkendte den 31-årige mand, at han havde skrevet opslaget, og at han havde delt det i gruppen. Han nægtede sig dog skyldig i at have opfordret andre i gruppen til at skyde ulvene og dermed bryde loven.
Han mente i stedet, at hans opslag blot var en ”opskrift” på, hvordan man skyder ulve, og altså ikke en tilskyndelse til at begå noget kriminelt.
Den forklaring købte Retten i Randers ikke. Derfor dømte de ham efter straffelovens paragraf 136, stk. 1, som lyder på, at man offentligt har tilskyndet til forbrydelse.
Det er en dom, som anklager Kirsten Skov-Petersen er meget tilfreds med.
- Jeg er tilfreds med, at retten var enig i, at forholdet var omfattet af paragraffen om offentlig tilskyndelse til forbrydelser, siger Kirsten Skov-Petersen i en pressemeddelelse.
”Man kan ikke skrive hvad som helst”
Anklageren Kirsten Skov-Petersen er ikke blot tilfreds med at Retten i Randers var enige med, at den 31-årige mand blev kendt skyldig. Hun mener også, at dommen er et udtryk for en helt særlig ting fremadrettet.
- Dommen viser, at man ikke kan skrive hvad som helst i det offentlige rum, uden at det får konsekvenser. Heller ikke selvom det sker i en lukket Facebookgruppe. Sagen er meget principiel, og den vil nu blive forelagt statsadvokaten med henblik på en eventuel anke, siger anklageren.
Den 31-årige mand fra Randers udbad sig betænkningstid i forhold til at anke sagen.