Midttrafik nedlægger populær pendlerrute – Mette er en af de ramte

Populær busrute mellem Randers og Aarhus nedlægges fra 8. august. Det bekymrer en af pendlerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mette Bjørklund frygter for, hvordan hun kan passe sit job, når der kommer ny busdrift mellem Randers og Aarhus. Foto: Privat

Som en del af en spareøvelse har Midttrafik valgt at nedlægge pendlerruten 918X, der via motorvejen kører mellem Randers og Aarhus.

Det bekymrer pendlere som Mette Bjørklund, der tager bussen hver morgen fra hjemmet i Randers-bydelen Dronningborg til jobbet på Aarhus Universitetshospital, hvor hun laver kræftmedicin.

Min arbejdssituation bliver mere besværlig, og min arbejdsplads er jo ikke tjent med, jeg kommer for sent, hvis tiderne ikke passer.
Mette Bjørkman, pendler, Randers

- I dag passer busserne lige akkurat, så jeg kan nå at møde kl. 7 i Skejby, så da jeg så planerne om at nedlægge 918X, blev jeg helt fortvivlet, siger Mette Bjørklund til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er et større puslespil, som Midttrafik har lagt med nedlæggelsen af busrute 918X som en af de store brikker.

Sådan vil ændringerne af busstrukturen være. De store forskelle fra i dag til efter 8. august er, at busrute 918X og busrute 117 nedlægges. Foto: Midttrafik

'Tosset at spare den væk'

Til Mette Bjørklunds glæde indsættes der fortsat enkelte gennemgående hurtigafgange på rute 118, der også kører mellem Randers og Aarhus.

Den skal dog på andre afgange også køre over Hadbjerg og Hadsten, og der vil med stor sandsynlighed ofte være forlænget rejsetid for pendlerne.

- Jeg kan stadig ikke forstå, man nedlægger 918X. Den er ofte godt fyldt. Det er da tosset at spare den væk så, siger Mette Bjørklund og fortsætter:

- Jeg frygter, at min arbejdssituation bliver mere besværlig, og min arbejdsplads er jo ikke tjent med, jeg kommer for sent, hvis tiderne ikke passer.

VIDEO: I Randers er ældre og handicappede i lang tid blevet lovet såkaldte lavgulvsbusser, som er lettere at stige ind i. Men busserne er aldrig kommet. Det ærgrede politikerne, da TV2 ØSTJYLLAND lavede indslaget i marts.

Stor buskabale

Det er altså især om morgenen, når hun skal på job, hun er nervøs for ændringerne.

Hos Midttrafik lyder det, at man har lagt en stor kabale for at gøre busdriften mere effektiv. I dag er der flere gange dagligt sammenfald mellem bus 118 og bus 918X.

Passagerer vil altså formentlig ikke opleve, at der kører mange færre busser, men nogle af turene vil tage længere tid.
Henrik Juul Vestergaard, planchef, Midttrafik

- Og ja, så er det også, fordi regionen skal spare penge, at vi indfører de her ændringer. Men selvom der vil være færre afgange fremover, så har vi forsøgt at bevare god betjening mellem Randers og Aarhus, siger planchef hos Midttrafik Henrik Juul Vestergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

To afgange i timen vil bus 118 betjene Aarhus-Randers via Hadsten, og to afgange i timen betjene Aarhus-Randers via Hadbjerg.

'Vil ikke opleve mange færre busser'

Dermed er der samlet set afgang hvert kvarter på hverdage i dagtimerne suppleret med lynture mellem Randers og Aarhus morgen og eftermiddag, så der her opleves 10 minutters-drift. 

Aften og weekend er der halvtimesdrift.

- Passagerer vil altså formentlig ikke opleve, at der kører mange færre busser, men nogle af turene vil tage længere tid. Og så vil det også være en omvæltning, at der ikke kører lynafgange via motorvejen på andre tidspunkter end morgen og eftermiddag, forklarer Henrik Juul Vestergaard.

Sammenlignet med 918X vil busrute 118s tur over Hadbjerg tage syv minutter længere og turen over Hadsten 12 minutter.

Vil ikke tage bilen

Mette Bjørklund kan om eftermiddagen leve med den forlængede rejsetid, men om morgenen er hun fortsat bekymret for, om hun kan nå på job til tiden.

Men kunne du ikke bare få en bil og køre på job?

- Det er ikke særlig klimavenligt med en bil, og der er også tit kaos i det nordlige Aarhus om morgenen, så jeg vil hellere med bussen. Alle er bedre tjent med god busdrift.

VIDEO: Sidste sommer kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at ændringer i køreplanen også fik betydning for et par, der valgte at flytte ind til Randers fra landsbyen Udbyhøj.

Andre busruter ændres

Der er også andre busruter, som bliver berørt af ændringerne fra 8. august.

Rute 115 ændrer ruteforløb til Hinnerup - Hadsten - Langå. Ruten betjener ikke længere Randers. Rute 117 Aarhus - Hadsten - Langå nedlægges.

Med etableringen af ny struktur på rute 115, vil kunder som rejser mellem Hinnerup og Randers skulle skifte bus i Hadsten, hvor der er etableret korrespondance med rute 118.

Det er ikke særlig klimavenligt med en bil, og der er også tit kaos i det nordlige Aarhus om morgenen, så jeg vil hellere med bussen.
Mette Bjørkman, pendler, Randers

Til gengæld vil den nye struktur på rute 115 sikre bedre lokal tilpasning til eksempelvis Favrskov Gymnasium.

Og Midttrafik ser altså også flere fordele i den nye busordning.

- Det er vurderingen, at omlægningen skaber en mere jævn og ensartet frekvens, forbedret ressourceudnyttelse og et mere forenklet system, lyder det fra Henrik Juul Vestergaard. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her