Naboer står frem efter vild ballade: Nu flytter vi
En lang række naboer til Randers Arrest står nu frem og fortæller om nætter med eksplosioner, smadrede biler og uro. Flere er allerede flyttet.
Naboerne har fået nok. En lokal udlejer har fået nok. Det lille hotel har fået nok.
Nok af endeløs råben og skrigen midt om natten. Nok af eksplosioner. Nok af fyrværkeri. Ja, nok af ikke at kunne få en god nats søvn som beboer på det, der burde være en idyllisk, brostensbelagt gade midt i Randers.
Livet som nabo til Randers Arrest er blevet utåleligt.
En af de naboer, der har fået nok, er 27-årige Simone Djervad. I marts tog hun konsekvensen og flyttede fra Møllestræde - ligesom flere andre har gjort det.
- Om dagen er det et stille, roligt og dejligt kvarter at bo i, men jeg fik nok af den store uro fra venner til indsatte og unge, som larmer om natten. Jeg er blevet vækket så mange gange af biler, der holder i tomgang foran arresten, fordi nogen skal stå og råbe ind til indsatte, siger Simone Djervad til TV2 Østjylland.
Hun er også før blevet vækket af lange og intense skrig fra en indsat inde i i arresten og fra fyrværkeri affyret på gaden udenfor.
- Det er helt enormt generende ikke at kunne sove om natten. Nu er jeg jo flyttet, så jeg er sluppet for problemet, men for mine tidligere naboers skyld håber jeg virkelig, der bliver gjort noget, siger Simone Djervad.
Vækket af brag
En anden yngre kvinde, Katja, har også følt sig meget generet af larmen om natten.
Hun flyttede i august måned og ønsker ikke at stå frem med efternavn af frygt for de personer, der skaber uro ved arresten.
- Første gang jeg blev vækket af bulder og brag, var det meget voldsomt. Jeg havde en lille pige på to år, der vågnede og var meget bange. Jeg for selv fuldstændig sammen og turde ikke rejse mig fra sengen i et godt stykke tid, fortæller Katja, der ikke ønsker at få sit efternavn frem.
Hendes efternavn er dog redaktionen bekendt.
- Det var meget, meget voldsomt. Jeg troede, der stod folk og skød med våben lige uden for vinduet, siger hun.
Derfor er kilder anonyme
Flere af kilderne i denne artikel optræder anonymt, netop fordi de frygter repressalier fra de personer, som besøger området omkring arresten.
TV2 Østjylland har set dokumentation for deres påstande, og vi kender kildernes fulde identitet.
Anmeldelser om uro ved Randers Arrest
I 2022
7 anmeldelser om affyring af fyrværkeri
2 anmeldelser om hærværk på biler
2 anmeldelser om ulovlig kontakt til indsatte
I 2023
1 anmeldelse om affyring af fyrværkeri
2 anmeldelser om seriehærværk på en række biler - første gang i marts, hvor der også var malet graffiti på arresten, anden gang i april
1 anmeldelse om hærværk på en enkelt bil
4 anmeldelser om ulovlig kontakt til indsatte
Kilde: Østjyllands Politi
Ældre kvinde er også flyttet
TV 2 Østjylland har også talt med en ældre kvinde, der netop er flyttet fra Møllestræde. Hun flyttede ind for under et år siden, men oplevede i den korte tid at få smadret sideruden på sin bil og få skrevet grafitti på den.
- Det er en gammel bil, så jeg har ikke haft forsikring på den. Det blev heldigvis ikke alt for dyrt at få den repareret, men jeg er øm om den bil, fordi det har været min fars. Så det er da rigtig træls, siger kvinden, der ønsker at være anonym.
Er du nabo til en arrest?
Hvis du bor i nærheden af et arresthus i Østjylland og oplever uroligheder, så kontakt os gerne her eller på tip@tv2oj.dk
Tip osDer er flere årsager til, at hun er flyttet. Men uroen og utrygheden spiller også ind.
- Jeg har boet og arbejdet i Randers i 40 år, men det kom bag på mig, at det var sådan her i Møllestræde. Der er uro uden lige, siger hun.
Hotelgæster vækket af folk der springer på taget
På Møllestræde finder man også et lille hotel med ni værelser i en gammel bindingsværksbygning, Stephansens Hotel.
Her fortæller ejerne, ægteparret Stig og Anette Stephansen, at deres gæster flere gange er blevet generet af uroen.
- Der bliver af og til skudt kæmpe kanonslag af. Det giver et ordentligt skrald, så det hele nærmest ryster. Det sviner på gaden, og gæsterne bliver vækket af det, siger Anette Stephansen.
Anette Stephansen fortæller også, at flere gæster har parkeret ved arresten og fået knust en siderude eller punkteret et dæk.
Værst var det dog, da nogle unge mænd hoppede over et hegn ind til hotellets gårdhave og sprang op på taget for derfra at kunne råbe ind til indsatte i arresten.
- Det er utrolig kedeligt. Vi kan ikke gøre for det, men hvis vores gæster får en negativ oplevelse, har de jo ikke lyst til at komme igen. Og sådan en nat med bøller på taget kan man jo ikke for godt tage betaling for, siger hun og efterlyser mere patruljering og hurtigere reaktioner på anmeldelser.
Martin har betalt for sikker parkering
Martin Jeppesen, der også bor i Møllestræde, har oplevet så meget hærværk på sin bil, at han ikke længere tør have den stående på gaden. Han har i stedet valgt at leje en parkeringsplads i et parkeringshus til 650 kroner om måneden.
- Jeg har fået punkteret dæk tre gange på kort tid, bilen er blevet ridset, og én gang er sidespejlet blevet sparket af, så ruden også gik i stykker, siger Martin Jeppesen og tilføjer:
- En af mine naboer har fået totalskadet sin bil, fordi der blev hoppet på den. Der er ingen tvivl om, at det er utrygt at have bilen holdende på gaden.
Udlejer: Voldsomt træt
Nick Batsberg bor også på Møllestræde og udlejer møblerede lejligheder i en hel opgang til eksempelvis borgere, der skal genhuses i forbindelse med forsikringssager, eller arbejdere der kommer til byen i en periode.
Også han er på både egne og sine lejeres vegne godt træt af urolighederne.
- Hvis man ikke kan sove om natten eller have sin bil i fred, er det jo ikke til at drive forretning som et gæstehus, hvor der skal være rart at være, siger Nick Batsberg.
Han har har selv fået skåret dæk op for omkring 6.500 kroner i alt. Og så bruger han tid på at anmelde episoder til politiet, kontakte Kriminalforsorgen, tale med utrygge naboer og i øvrigt rydde efter affyrede batterier og knuste glasskår.
- Jeg er helt ærligt voldsomt træt af det, siger han.
- Jeg mener ikke, at der skal være et fængsel midt i Randers. Hvis der skal sidde så hårdkogte kriminelle bag tremmerne, der tiltrækker bandemedlemmer og bøller, må det flyttes ud på en mark, hvor man kan sætte hegn op, og der er mere end nogle meter til nærmeste private bolig.
Randers Arrest
Arresthuset har 43 pladser og er et kategori 2-arresthus, hvilket betyder, at det har et særligt højt sikkerhedsniveau.
Arresten modtager hovedsageligt varetægtsarrestanter, men har til tider også afsonere af fængselsdomme.
Nick Batsberg fortæller, at han og andre naboer regner med at blive inviteret til et møde med ledelsen i Randers Arrest snart.
Vil mødes med naboer
Og den invitation er på vej til Nick og naboerne, lyder meldingen fra Kriminalforsorgen, der driver Randers Arrest.
Et kaffemøde med naboerne i Møllestræde er nemlig på tegnebrættet.
- Det er naturligvis stærkt beklageligt, hvis naboer til vores institutioner føler sig utrygge, og kriminalforsorgen er i kontakt med naboerne til Randers Arrest for at tage hånd om det, udtaler Direktoratet for Kriminalforsorgen i en skriftlig kommentar.
Ifølge Kriminalforsorgen er der tale om periodevise problemer, der ofte er knyttet op på, om der bliver huset en særlig indsat, som har venner eller fjender, der møder om foran arresten og laver ballade.