Pædofilitiltalt gemte sminke og parykker
Den tiltalte i pædofilisag fra Randers gemte sminke, parykker, undertøj og kameraer i sin kælder
Politiet har beslaglagt sminke, parykker og en børnemannequin hos en 48-årig mand fra Randers, der er tiltalt i en af de største pædofilisager i dansk retshistorie.
Det kom frem under retsmødet fredag i den langstrakte sag.
Den tiltalte forklarede, at han skulle bruge børnemannequinen som model til at lave noget tøj til en mindreårig pige, som han er tiltalt for at have krænket seksuelt.
'For sjovs skyld'
Sminken var også indkøbt til pigen, mens parykkerne ifølge mandens forklaring var købt "for sjovs skyld".
Vidne: Dansker central i sag om børneporno
Den 48-årige er tiltalt for at have krænket fire børn, ligesom han af anklagemyndigheden anses for at være en af hovedmændene bag et stort, verdensomspændende pædofilt netværk.
Fundet i kælderrum
De beslaglagte effekter, der blev fundet i et kælderrum, som den tiltalte havde råderet over, tæller også to kameraer, noget lysudstyr, nogle stofduge samt en mængde undertøj.
Manden forklarede, at han blandt andet havde brugt kameraer og stofduge i forbindelse med billedoptagelser af førnævnte pige.
Politiet har også beslaglagt flere af den tiltaltes computere, men den 48-årige nægter fortsat at samarbejde og give politiet nøglen til de krypterede maskiner. Han hævder dog, at der ikke foreligger ulovligt materiale på dem.
Meget kommunikation
Politiets dataspecialister har alligevel opsnappet en stor mængde kommunikation, som den 48-årige står bag, fra blandt andet det nu lukkede pædofile site "The Love Zone".
Afhøring af nøglevidne i pædofilisag måtte afbrydes
Den tiltalte rettede ved fredagens retsmøde også skytset den anden vej, da han beskyldte politiet for at have luftet muligheden for at udlevere ham til USA, hvis han ikke viste sig samarbejdsvillig over for dansk politi.
Det forhold ville anklager Morten Rasmussen efterfølgende ikke kommentere over for pressen.
Fredagens retsmøde var årets sidste, og sagen genoptages 8. januar. Tidsplanen er skredet flere gange, og nu er forventningen, at der først falder dom i sagen 4. marts.
Fakta: Anklagen mod den 48-årige mand
En 48-årig mand fra Randers er tiltalt i en af de største pædofilisager i dansk retshistorie.
Manden blev anholdt i juni 2014, og sagen begyndte ved Retten i Randers 20. oktober 2015.
- Ifølge anklageskriftet har den 48-årige administreret to pædofile netværk, 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone', og lavet regler for, hvad det kræver at få adgang til siderne. Eksempelvis skulle man jævnligt selv begå overgreb mod børn og filme det.
- På den baggrund er han tiltalt for at have medvirket til, at mindst 23 personer fra hele verden har begået overgreb mod børn og optaget billeder eller video af det.
- Flere af de personer, der ifølge politiet har været en del af netværket, er anholdt eller dømt i udlandet, herunder i Holland, Sverige, USA og Australien.
- Ifølge anklageskriftet har han også filmet og delt video af egne overgreb. Her blev fire søskende - tre drenge og en pige - krænket i Randers i perioden 2008 til 2009. Det yngste barn var to år, mens det ældste var otte.
- Manden er desuden tiltalt for forsøg på menneskehandel og voldtægt af et spædbarn fra Rumænien, der skulle bringes til Sverige til sexbrug.
- Anklagemyndigheden kræver manden idømt forvaring på ubestemt tid.
- Næste retsmøde er 8. januar 2016. Der ventes dom i sagen 4. marts.
Kilde: Anklagemyndigheden