Randers-spillere er ikke sure
Kæmper i dag for oprykning
Det er slut med surmuleri i krogene og spillere, som mener, de burde spille et helt andet sted end på Randers FC's 1. divisionshold.
Det siger direktør Jacob Nielsen, før klubben søndag tager hul på forårssæsonen med en hjemmekamp mod bundholdet Næstved.
- Det er nærmest naturlov i de klubber, der er rykket ned, at spillere vil ud og profilere sig selv. Der er altid nogen, der er utilfredse og siger, at her vil de ikke spille. Men det har vi ikke mere af, siger Jacob Nielsen.
Specielt Kasper Lorentzen syntes ikke, det var specielt morsomt at se sine landsholds- og EM-chancer forsvinde, mens han selv løb rundt i nærmest ubemærkethed i den næstbedste række. Lorentzen er i vinter skiftet til FC Nordsjælland, men også andre spillere luftede deres utilfredshed i løbet af efteråret.
- Enhver spiller med ambitioner har ambitioner om mere end 1. division, men lige så vel som at vi overholder vores aftaler, når spillerne ikke præsterer, må spillerne også overholde deres, lyder det fra direktøren.
Randers har en trup fyldt med spillere med erfaring fra Superligaen, udlandet og - hos folk som Johnny Thomsen, Chris Sørensen og Jonas Kamper - sågar fra A-landsholdet.
Og for nogle kan det godt være et stort spring at optræde mere ydmyge steder som i udekampe mod Skive eller Blokhus. Trods uroen ligger Randers på divisionens andenplads med fire point at give af i forhold til Vejle-Kolding.
- Vi har hele tiden haft den filosofi, at hvis vi skulle rykke ned, så skulle vi op igen med det samme, og det satser vi stærkt på, siger Jacob Nielsen.