Randers-træner smittet med coronavirus
Thomas Thomasberg har coronavirus. Randers-spillerne skal nu testes tirsdag og torsdag.
Randers-træner Thomas Thomasberg er testet positiv med coronavirus. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Tidligere mandag kunne Randers Amtsavis berette, at Thomasberg var gået i selvisolation, fordi hans kone er smittet. Nu viser det sig, at Thomasberg selv er smittet med coronavirus.
- Randers FC følger protokollerne fra Divisionsforeningen, hvorfor dem, der har været i nær kontakt til Thomas Thomasberg i forbindelse med fredagens kamp mod OB, er blevet isoleret, skriver klubben.
Nu skal spillerne testes tirsdag og igen torsdag.
- Alle Randers FC-ansatte bliver testet på ugentlig basis, og de, der har været i nær kontakt med Thomasberg, vil blive testet yderligere én gang. De personer, der har været i nær kontakt, vil arbejde hjemmefra, indtil der er svar på tests, lyder det.
Randers har vundet sine to seneste kampe mod FC København og senest mod OB fredag.
På søndag gælder det udekampen mod bundholdet Lyngby. Randers ligger på ottendepladsen.