Institutionsbygninger i fare for nedstyrtning
En bygning skal rømmes nu. Sådan lyder resultatet efter en ekstern ingeniørvirksomhed har gennemgået syv bygninger i institutionen Toftegården i Assentoft. Her har man vurderet, at der kan være risiko for nedstyrtning, da flere bygninger ikke lever op til kravene omkring bærende konstruktioner og brandsikkerhed. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse fredag aften.
I alt er 23 vuggestuebørn og 31 børnehavebørn i forvejen flyttet til andre lokaler, men nu drejer det sig om et større antal børn, der skal findes en løsning for.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Fortsat aflyste tog lørdag
Der er fortsat aflysninger på GoCollectives tog lørdag. Det gælder tog mellem Silkeborg Station og Aarhus Hovedbanegård med afgang klokken 15.03.
Også to tog i modsatte retning, der kører fra Aarhus Hovedbanegård til Silkeborg Station klokken 14.50 og 15.50 er aflyst.
Det skriver GoCollective, som henviser til de næste afgange.
Aflysningerne skyldes signalproblemer.
Årsag til omfattende togproblemer nu fundet
En datakommunikationsfejl var skyld i de omfattende signalproblemer, der siden torsdag har ramt flere togstrækninger i Jylland. Det skriver Banedanmark på deres hjemmeside.
Fejlen er nu blevet rettet, fremgår det.
Mens DSB kører normalt mellem Aarhus og Aalborg fra søndag, fastholder de tre lokalbaner GoCollective, Nordjyske Jernbaner og Midtjyske Jernbaner den letreducerede køreplan til og med søndag.
Der vil være normal trafik fra mandag morgen, skriver Banedanmark.
DSB genoptager normal togtrafik søndag
DSB genoptager normal togtrafik mellem Aarhus og Aalborg søndag morgen.
Det oplyser DSB i en e-mail til Ritzau.
Siden middag torsdag har togtrafikken i Nord-, Midt- og Vestjylland været reduceret på grund af en fejl på Banedanmarks nye signalsystem.
Lørdag kører der et tog i timen mellem Aarhus og Aalborg.
Affaldssortering halverer mængden af restaffald
1. maj 2023 indførte RenoDjurs, Norddjurs og Syddjurs Kommuners fælles affaldsselskab, den nye affaldsordning på Djursland. På de halvandet år, der er gået siden, er mængden af restaffald per husstand i området faldet med næsten 50 procent siden 2022.
Det skriver RenoDjurs på deres hjemmeside. Det betyder, at langt mindre affald ender i fjernvarmeanlæggets ovne, og at meget mere affald går til genanvendelse.
Den nye affaldssortering betyder, at hver husstand i dag har tre beholdere plus en lille kasse til farligt affald. Således sorteres der mad- og restaffald, glas, metal, plast og mad- og drikkekartoner samt papir, pap og tekstilaffald.
Først sol - senere skyer og regn
Lørdag byder først på dagen på lidt eller nogen sol - men nyd det, mens det varer. For i eftermiddag bliver det skyet og senere stedvis regn. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Temperaturen bliver mellem to og syv grader, og vinden bliver svag til frisk.
I aften og i nat skyet med lidt regn her og der. Lokalt kan der komme tåge.
Læs også:
Kritiseret institution er fortid
Det private botilbud Florahuset i Skanderborg lukker officielt i dag.
Det sker efter kritik fra eksperter, tidligere ansatte og og personer med indgående kendskab til institutionen. I oktober sendte Socialtilsynet Florahuset et varsel om, at stedets godkendelse skulle inddrages, fordi tilbuddet efter tilsynets opfattelse ikke lever op til loven.
- Jeg kan bekræfte, at Florahuset lukker som planlagt, siger Ulla B. Andersen, der er tilsynschef ved Socialtilsyn Midt.
Her er danskernes Black Friday-favoritter
Hjemmesiden Price Runner, hvor man kan sammenligne priserne på bestemte produkter solgt i forskellige butikker, har undersøgt, hvilke kategorier danskerne søgte mest på i løbet af Black Friday.
Den mest populære søgning var "legetøj" efterfulgt af "tøj" og "sko". Det skriver B.T.
Tilbagekalder kager med mug
Fødevarestyrelsen tilbagekaldte allerede i oktober flere varianter af minimuffins, da der var risiko for spor af mug i produkterne. Varianterne er dog solgt i flere butikker, end det lød på i første melding.
Der er tale om tre varianter af minimuffins fra Conaxess Trade Denmark A/S.
Hvilke fødevarer tilbagekaldes
Mrs. Muffin mini muffins classic er solgt i: Bilka- og Nettobutikker over hele landet, samt online på Nemlig.dk.
Bedst før-dato: 18.01.2025
EAN-kode: 8411037884754
Mrs. Muffin mini muffins with white chocolate chips er solgt i: Bilka, Løvbjerg og Meny-butikker over hele landet, samt online på Nemlig.dk.
Bedst før-dato: 23.11.2024
EAN-kode: 8411037884785
Mrs. Muffins Mini Belgian Chocolate Chips er solgt i: Bilka, Spar, Min købmand, Letkøb og Meny-butikker over hele landet, samt online Wolt.dk (Wolt market) og på Nemlig.dk.
Bedst før-dato: 18.01.2025
EAN-kode: 8411037884761
Nu går det løs: Politiet er ekstra til stede
Denne weekend går vi ind i årets sidste måned, og det betyder også, at julefrokostsæsonen for alvor er skudt i gang. Sammenfaldet med tilbudsdagen black friday har lokket ekstra mange mennesker i byen, fortæller Østjyllands Politi.
Ifølge vagtchef René Ludvig vil der være flere patruljer i bybilledet i aften og nattetimerne.
- Det er den første store julefrokostdag, og vi er selvfølgelig ekstra opmærksomme på de her specielle tidspunkter, siger han til TV2 Østjylland.
Indtil videre er både shopping og snapsindtaget foregået i fred og fordragelighed, lyder det.
Skøjtebane er nu åben
Skøjtebanen i Randers åbnede i dag til stor glæde for flere lokale. Herunder Theo Neergaard på ni år.