Sort maling er kastet efter jødisk symbol på en bygning

En jødisk gravplads i Randers, et privat hjem i Silkeborg og nu også en Davidsstjerne på en bygning i Randers har været udsat for hærværk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Politiet modtog anmeldelsen om hærværket klokken 15.01. Foto: Øxenholt Foto

Østjyllands Politi har i eftermiddag været til stede i Randers, efter de har modtaget en anmeldelse om hærværk mod en Davidsstjerne på en bygning i krydset ved Mariagervej og Rådmands Boulevard.

- Det er en bygning, hvorpå der er en Davidsstjerne, der er kastet maling på, siger Jens-Henrik Jensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:

- Men det er ikke nyt, for vi har et vidne, der har set malingen i går, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge politiet er malingen knastør.

Hærværket drejer sig om en Davidsstjerne på en bygning i krydset ved Mariagervej og Rådsmands Boulevard i Randers. Foto: Google Maps

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.01 og har til eftermiddag været til stede i krydset for at dokumentere hærværket.

- Det (hærværk, red.) berører jo folk, og de sager vil vi gerne have opklaret, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ved du noget om hærværket, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.

VIDEO: Politiet var søndag til stede ved den hærværksramte bygning for at sikre beviser.

Jødisk gravplads også udsat for hærværk

Hærværket sker dagen efter, at 84 gravsten på den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers er blevet enten overmalet eller væltet.

- Det er forfærdeligt, og det er noget, vi tager stor afstand fra, sagde Thue De La Cour, daglig leder, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Malingen er hældt ud over gravstenene, men der er ikke malet symboler eller skrevet tekst på dem, oplyser politiet.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen af hærværket på den jødiske gravplads lørdag sidst på eftermiddagen.

- Vi ser meget alvorligt på det. Det er ikke drengestreger, sagde vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge politiet er malingen hældt maling ud over gravstenene, men der ikke malet symboler eller skrevet tekst på dem.

VIDEO: Sådan ser gravpladsen ud dagen derpå.

Ægtepar fik sat en gul, jødisk stjerne på postkassen

I Silkeborg vågnede ægteparret Ella og Henrik Chievitz lørdag morgen også op til en ubehagelig besked.

En eller flere ukendte personer havde sat et klistermærke på deres postkasse, som forestiller en gul, jødisk stjerne med teksten "Jude" på.

- Jeg synes, det er helt forfærdeligt. Jeg er så rystet. Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der kan finde på det her, sagde Ella Chievitz til TV2 ØSTJYLLAND lørdag.

Det var familiens nabo, der lørdag morgen opdagede klistermærket på familiens postkasse. Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Hændelsen ramte familien ekstra hårdt lørdag. For her var det nemlig præcis 81 år siden, at Krystalnatten fandt sted. En nat, hvor nationalsocialister raserede jødiske butikker, synagoger, boliger og skoler i Tyskland.

Familien har anmeldt sagen til Midt- og Vestjyllands Politi, som ser med stor alvor på episoden.

- Det er meget groft. Vi har sat en undersøgelse i gang, som forhåbentlig kan gøre os klogere på baggrunden for hændelsen, sagde Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, lørdag til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Krystalnatten blev markeret den 9. november over hele landet med fakkeloptog. Et af stederne var lørdag klokken 17 på Klostertorvet i Aarhus. 

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her