Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Randers Kommune overtager miljøskadesag mod Nordic Waste-søsterselskb

Miljøstyrelsen træffer ikke afgørelse om påbud mod søsterselskab til Nordic Waste efter miljøskadeloven.

Miljøstyrelsen har overdraget en miljøskadesag mod DSH Recycling til Randers Kommune.

Det fremgår ifølge CleantechWatch af en ny afgørelse.

Styrelsen vurderer, at virksomheden, der er søsterselskab til Nordic Waste og er under rekonstruktion, ikke kan stille den nødvendige økonomiske sikkerhed, så selskabet kan opfylde sine forpligtelser efter miljøskadeloven.

- Det betyder, at Miljøstyrelsen ikke træffer afgørelse om påbud til DSH Recycling A/S om at forebygge miljøskade efter de omfattende jordskred ved Ølst i Randers Kommune, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Politianmeldt

Det er tidligere kommet frem, at Kammeradvokaten mener, at Randers Kommune og staten har et krav mod selskabet.

DSH Recycling blev desuden politianmeldt af Region Midtjylland i maj for ulovlig deponering af jord.

CleantechWatch har forsøgt at få en kommentar til Miljøstyrelsens afgørelse fra DSH Recycling.

Det har ledelsen ikke ønsket. Rekonstruktøren for DSH Recycling ønsker heller ikke at kommentere afgørelsen over for CleantechWatch.

Gået konkurs

Sagen om jordskreddet, som skete i Ølst ved Randers, blev offentligt kendt i december sidste år.

Undervejs har myndighederne kæmpet for at inddæmme skaderne og risikoen for miljøforurening.

I december overlod Nordic Waste oprydningen til Randers Kommune. I maj estimerede kommunen, at det kunne komme til at koste over 600 millioner kroner.

Efter sagen er Nordic Waste gået konkurs.