Superfan ventede tre timer på et glimt af nye jaguarkillinger

To nye jaguarkillinger viser sig frem i Randers Regnskov, og det lokker beundrere til fra nær og i den grad også fjern.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Én katteart er over alle andre.

I hvert fald hvis man spørger Anne Hansen, der søndag var taget hele vejen fra København til Randers for at se to små væsner:

De nye jaguarkillinger i Randers Regnskov.

- Min yndlingskat er en jaguar. Pletternes og dens store hoved, og det at det er en junglekat ... Jamen altså.

- Sådan har det altid været, siger hun med et varmt smil.

De stavrede afsted på deres små fine ben, og de har nogle store, tykke mælkemaver, så det var superfint at se.
Birgitte Frydkjær, dyrepasser, Randers Regnskov

De bare én måned gamle killinger viste sig lørdag for første gang for regnskovens gæster, og søndag kom de også frem, da TV2 ØSTJYLLAND var på besøg.

Til stor glæde for Anne Hansen.

- Jeg er helt vildt lykkelig. Jeg er helt rørt - jeg er rørt til tårer, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND, efter hun har set de små kattedyr for første gang.

Se de to killinger lege og irritere deres mor her.

Hun var i København, da hun hørte, at Randers Regnskovs to nye eksemplarer af hendes yndlingskat bevægede sig ud. Og lynhurtigt bestemte hun sig for, at hun måtte afsted for at se dem.

Så allerede næste formiddag var hun på plads foran glasset ind til jaguarernes indelukke, men hun måtte vente spændt i tre timer, før den lille familie med moderen Chica i spidsen for første gang viste sig.

Også dyrepasser i Randers Regnskov Birgitte Frydkjær er glad for at se killingerne.

- De stavrede afsted på deres små fine ben, og de har nogle store, tykke mælkemaver, så det var superfint at se, siger hun.

De to killinger har endnu ikke fået navne, men har allerede fået mange fans. Randers Regnskovs første opslag om deres udetur med mor Chica har i skrivende stund affødt knap 10.000 likes og reaktioner på Facebook.

Og så har de med sikkerhed fået en meget stor fan i Anne Hansen, der brugte søndagen på at tage så mange billeder og videoer, som hun kunne, inden hun skal hjem til København igen.

- Jeg er helt blød om hjertet, skulle jeg til at sige. Nu har jeg ventet så mange timer, og så kom begge unger ud. Det har været fantastisk!

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her