Tandlæge: Det koster os en halv million, når børn bliver væk
I Randers bliver 5.000 børn væk fra tandlægen om året, og det kan mærkes på økonomien
- Hvad kan vi gøre bedre?
Sådan spørger Den kommunale tandpleje i Randers kommune.
De oplever, at børnene er for dårlige til at møde op til tandlægen, og de beder nu om gode råd til at vende tendensen.
Op til 20 gange om dagen kommer personalet i tandklinikkerne ud til et tomt venteværelse, og sammenlagt bliver 5.000 børn væk fra tandlægen om året.
Det koster kommunen mange penge, da de spilder omkring 2.000 arbejdstimer om året.
- Det koster måske en halv million om året, og du kan ikke måle al den frustration og afmagt, der også følger med - og den tid administrationen skal bruge på at tage fat i dem, der udebliver, siger Lars Høvenhoff, der er ledende tandlæge i Randers kommune.
Det er omkring hver niende aftalte tandlæge-behandling, der må aflyses, fordi patienterne aldrig kommer.
SMS'er virker ikke
Den kommunale tandpleje i Randers har forsøgt med flere tiltag, blandt andet sender de sms-beskeder ud til forældrene, der skal minde dem, om at deres barn skal have tjekket tænder. Og sidste år indførte de et system, så forældrene selv kan booke en tid til deres barn.
Det hjalp på udeblivelserne i starten, men det har desværre ikke løst problemet
- Den største udfordring er en mindre gruppe, som typisk også er dem med det største behov for hjælp. Her bruger vi rigtig meget tid på at skrive og ringe til forældre og opsøge på skolerne for at få børnene og de unge mennesker til at overholde deres tider – uden den store effekt, siger Lars Høvenhoff.
Landsdækkende problem:
Ifølge tal fra ATO, som er de Ansatte Tandlægers Organisation, svinger udeblivelsesprocenten på landsplan mellem cirka 4 procent, når det går bedst, og helt op til 19 procent, når det går dårligst.
Kilde: Randers kommune