VIDEO: Her får Michael slag af wrestler
Reporter fik skrammer under wrestling-arrangement på direkte tv i Randers.
Normalt bander reporterne på TV2 ØSTJYLLAND ikke foran deres seere, men journalist Michael Olesen råbte både 'fuck' og 'shit' under fredagens nyhedsudsendelse.
Årsagen var, at han blev slynget igennem luften af en mand i maske og stramme neongrønne bukser, og bagefter fik han tæsk af en mand, der kalder sig Kim 'Chaos'.
- Det gør vanvittigt ondt. Det er som at få en lussing, der svier for evigt bagefter, siger journalist Michael Olesen efter sin oplevelse.
Han var reporter i live-programmet Østjylland Indefra, der var taget til wrestling-arrangement i Randers, og han havde på forhånd sagt ja til at prøve at blive wrestlet - noget han aldrig har prøvet før.
Det gik vildt til og efterlod mærker på hans krop - og måske også sjæl.
Du kan se den voldsomme video øverst i artiklen. Michael bliver wrestlet cirka fire minutter inde i videoen.