Villa udbrændt i Randers
En familie fra Randers reddede sig ud i sidste øjeblik, da der i nat gik ild i deres hus.
Et hus i Randers-forstaden Helsted brændte i nat ned til grunden.
Moderen i familien vågnede kort efter midnat, fordi hun syntes, det lugtede brændt. Hun kunne kort efter konstatere, at køkkenet var omspændt af flammer, og hun fik derfor hurtigt reddet resten af familien ud.
Da brandvæsenet ankom til stedet, var hele huset omspændt af flammer, og det kunne derfor ikke undgåes, at huset brændte ned. Ingen kom fysisk til skade i forbindelse med branden, men moderen blev dog efterfølgende kørt til Randers Centralsygehus i stærkt ckokeret tilstand. De to børn er anbragt hos hendes forældre.
Ifølge politikommissær Peter Bay Jensen fra Randers Politi skyldes branden muligvis, at et af børnene ved et uheld er kommet til at tænde for en brødrister.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om branden i nyhederne i MiddagsMagasinet.