Ambulancer kører overflødigt: Nu skal patienter behandles i eget hjem
Region Midtjylland mangler ambulancereddere, og de har derfor valgt at påbegynde et forsøg, hvor de sender en paramediciner ud, der kan behandle borgeren i eget hjem.
Tirsdag begyndte Region Midtjylland et forsøg, hvor de sender en paramediciner som erstatning for en ambulance. Ifølge regionen har de nemlig erfaring med, at mange ambulancekørsler optages af patienter, der reelt ikke er alvorligt syge.
Det nye tiltag går ud på, at en paramediciner, der er rykket ud til patienter, som har ringet efter en ambulance, men som ikke nødvendigvis har brug for at komme på hospitalet.
Forskellen på en paramediciner og en ambulancebehandler
En paramediciner har arbejdet i 3 år som ambulancebehandler og derefter taget videreuddannelsen til paramediciner.
Forskellen på paramedicineren og ambulancebehandleren er kompetencen til at yde udvidet akut livreddende behandling.
Kilde: Region Hovedstaden
Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland, fortæller, at de har valgt at forsøge sig med en paramediciner i stedet for at købe en ny ambulance.
- Vi har valgt den her løsning, fordi vi tænker, at svaret ikke er større kapacitet til at køre borgere ind på hospitalet, hvor presset i forvejen er stort.
- Vi har brug for et kompetent blik på en borger ude i eget hjem, for at se om der reelt er behov for en indlæggelse, og hvis der er det, så hvilken kørselsform vi skal anvende, siger Palle Juelsgaard.
Region Midtjylland regner med, at mindst 30 procent af de borgere, som paramedicineren kommer ud til, kan behandles i eget hjem.
Projektet vækker begejstring hos fagforeningen FOA.
- Der er behov for, at man får indsat nogle enheder og nogle værktøjer, som gør, at patienter, der ikke har behov for at komme på hospitalet kan blive hjemme eller kan henvises til anden hjælp, siger Thomas Bröcker, der er næstformand for Teknik og Service i FOA.
Pilotprojektet løber de næste seks måneder, hvor bilen med paramedicineren primært vil køre i Aarhus-området. Derefter vil det i sidste ende være op til politikerne, om enheden skal bredes ud til resten af regionen.