Minister ser på færgepriser hurtigere end ventet
Regeringen fremrykker evaluering af billigere færgebilletter fra 2020 til i år

Folketinget har torsdag førstebehandlet et lovforslag om billigere færgebilletter til øer som Samsø og Tunø.
I samme åndedrag har regeringen besluttet at fremrykke en evaluering af hele området. Det arbejde skal søsættes til efteråret. Oprindeligt skulle det først være sket i 2020.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) oplyser, at fremrykningen bunder i, at der er sket meget på færgeområdet i løbet af de seneste år.
Derudover skal en hurtigere evaluering imødekomme diskussionen om fordeling af penge.
Der er allerede sat penge af til billigere færgebilletter til og fra øerne. Politikerne har sat 20 millioner kroner af til formålet i år. Næste år er der sat 30 millioner kroner af, 40 millioner kroner i 2019 og 40 millioner kroner i 2020.
- Det er godt, at vi igen kan finde penge til færgetaksterne til øerne. Der er sket rigtig meget på færgeområdet i den seneste tid, og det kalder på en hurtig evaluering, for at vurdere virkningerne, siger Simon Emil Ammitzbøll i en pressemeddelelse.
Læs også:
Ministeren tilføjer:
- Vi har lyttet til stemmer på de danske øer, der har understreget, hvor vigtig prisen på en færgebillet er for turisterhvervet og bosætningen på øerne, og nu ser vi frem til at vurdere fordelingen af tilskud til nedsættelse af færgetaksterne.
Hvor meget billetpriserne til og fra øerne vil falde, kommer blandt andet til at afhænge af sejlafstanden, prisstrukturen og det nuværende prisniveau på de enkelte færgeruter.