Boligsalg eksploderer på Samsø
I 2020 blev der solgt 105 boliger på Samsø mod 64 året før.
Boligsalget på Samsø har i 2020 taget et gevaldigt hop op ad i forhold til tidligere år. I alt blev der solgt 105 boliger, hvilket er hele 41 handler mere end året før.
Det viser handelstal fra Boligsiden.dk, der er ejet af en lang række danske ejendomsmæglere.
Ulla Olsen er daglig leder af Home på Samsø, og hun har i den grad mærket interessen for boliger på Samsø.
- Vi kan slet ikke følge med. Kunne man arbejde med armene over hovedet, gjorde vi det, siger Ulla Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Coronaen har spillet ind
Hun mener, at corona-pandemien har været med til at vise, at flere kan klare sig ved at arbejde hjemmefra, og det har været med til at øge interessen for at bo på Samsø:
- I den her corona-tid har vi haft tilflytning. Det har gjort, at man har fundet ud af, man kan flytte til Samsø, når man kan arbejde hjemmefra.
Så mange boliger er solgt på Samsø
- 2016:34
- 2017: 38
- 2018: 59
- 2019: 64
- 2020: 105
Her spiller muligheden for at få internet via fiberkabel en central rolle ifølge Ulla Olsen. Den kommende hurtigfærge til Aarhus har også været med til at trække i den rigtige retning, vurderer hun:
- Vi oplever, at det også er ressourcestærke familier med børn, der flytter hertil. Her kan du få gode huse til en billigere pris, end man kan andre steder, siger hun.
Selvom der har været gang i bolighandlerne på Samsø, har det dog ikke resulteret i befolkningsvækst.
Ifølge Danmarks Statistik boede der i slutningen af 2019 3.665 borgere på Samsø. I slutningen af 2020 var tallet nogenlunde det samme, nemlig 3.666.
I 2016 var befolkningstallet på Samsø 3.729.