Peter S: Hvis jeg gør som I siger, er jeg 'dead man walking'
Man er færdig som træner, hvis man begynder at gøre, som medierne siger, mener Silkeborg IF-manageren
Hvor mange gange kan en træner ændre hold og taktik i løbet af en sæson?
Det spørgsmål blev heftigt debatteret i Fodbold med Horup, hvor Silkeborg IF-manager Peter Sørensen var gæst sammen med AGF's Peter "PC" Christiansen.
Og her rejste Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby, spørgsmålet over for Peter Sørensen, der ikke kunne sætte et antal på, men i stedet understregede, at man skal tro på sig selv.
- Det man ikke må, tror jeg, det er, at man ikke må ændre, hvis man ikke selv tror på, det er det rigtige. Lige som man ikke skal gå over i en Plan B, hvis Plan A stadigvæk er den rigtige, siger Peter Sørensen i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup.
Og det allersidste man som fodboldtræner må, det er at bukke under for fansenes og mediernes pres.
- Det er mig, der har jobbet, fordi jeg er dygtigere end jer. Men hvis det er sådan, at jeg begynder at gøre som I siger, så er vi jo lige pludseligt ligestillede. Og så har jeg mistet mig selv og min faglighed. Så er jeg færdig. Og så kan det godt være, jeg får tre eller fire kampe mere, men jeg er dead man walking, lyder det fra Peter Sørensen.
Se hele programmet herunder: