Bil brød i brand på hovedvej ved Silkeborg
Brandvæsenet rykkede straks ud. Den kvindelige fører er uskadt
En personbil brød onsdag aften i brand på hovedvejen mellem Silkeborg og Ikast nær Funder
Politiet fik kort efter kl. 20 en melding om, at der var gået ild i en bil på den trafikerede strækning få kilometer vest for Silkeborg.
Kvinden opdagede ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger selv, at der var gået ild i hendes bil. Hun svingede derefter ind til siden og forlod køretøjet.
Uheldet gav dog en del kø på strækningen, oplyste DR Østjylland tidligere onsdag aften i en trafikmelding.
Ifølge Silkeborg Brand & redning var den kvindelige fører uskadt, da redningsmandskabet nåede frem:
- Kvinden var uskadt, og vi fik slukket branden. Det var forholdsvis udramatisk, siger den vagthavende ved vagtcentralen i Silkeborg, René Larsen, til tv2oj.dk.
Øverst i artiklen kan du se en kort video af brandvæsenets arbejde. Videoen er filmet af Local Eyes