Dagplejer pludseligt fyret efter 14 år
Forældre til børn i en dagpleje er utilfredse med, at dagplejeren blev fyret fra den ene dag til den anden.
- Man har slet ikke tænkt på børnenes tarv. Bare flå dem ud og smide dem i noget andet.
Frustrationen er stor hos Peder Ravn, der er far til Jessica på halvandet år, som indtil september gik i dagpleje hos Charlotte Kristensen i Gjern.
Charlotte Kristensen har været dagplejer i 14 år, men blev fyret i september. Og Peder Ravn er ikke den eneste utilfredse forælder.
- Det er ligesom en lille familie, som er blevet brudt op fra den ene dag til den anden, siger Maja Rahbek Berg Nielsen, mor til Rosa på to år, der også gik i dagplejen.
Ifølge Maja Rahbek Berg Nielsen og Peder Ravn er alle forældre til de fire børn, der blev passet hos Charlotte Kristensen, uforstående over for fyringen af dagplejeren, som de var meget glade for.
- Mit barn har det mega godt ved Charlotte, siger Maja Rahbek Berg Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Peder Ravn har haft to børn i dagpleje hos Charlotte Kristensen.
- Hun har ikke haft en sygedag i alle de år, jeg har været hernede. Ikke en eneste sygedag. Så vi har ikke engang skullet lære et andet sted at kende. Der har ikke været et behov. Derfor er jeg meget uforstående over for det, siger han.
- Jeg føler, jeg har svigtet dem
Charlotte Kristensen er selv uforstående over for den måde, fyringen er foregået på. Hun har seks gange sidste år været til samtaler med den pædagogiske leder i kommunen.
- Min pædagogiske leder har været herude og spurgt ind til den pædagogiske læreplan, og jeg har svært ved at svare på hendes spørgsmål, og det er derfor, jeg bliver fyret, siger hun.
Hun blev indkaldt til samtale den 12. september, men forventede bestemt ikke en fyring, da der måneden inden var begyndt to nye børn i hendes dagpleje.
- Det er forfærdeligt. Jeg føler, jeg har svigtet dem, siger Charlotte Kristensen.
Opfylder ikke kravene
Silkeborg Kommune skriver i brevet, hvor Charlotte Kristensen bliver afskediget, at de har mistet tilliden til, at hun kan varetage sit arbejde som dagplejer på tilfredsstillende vis:
"På trods af indsats fra pædagogisk leder hvor I havde drøftet dagplejens DNA, de styrkede læreplaner, trivsel på tværs ramme m.m., så Silkeborg Kommune ikke, at det var muligt at opkvalificere dit dagplejetilbud, så det lever op til de lovkrav og lokale indsatser, man arbejder efter i dagplejen i Silkeborg Kommune."
Ved du, hvad det er for lovkrav?
- Det er vel med hovedsæde i den pædagogiske læreplan, at vi skal kunne forsvare vores arbejde og henlede til den, siger Charlotte Kristensen.
Skal man ikke også kunne det?
- Jo, jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke kan, men jeg har svært ved at italesætte og sætte ord på det, jeg går og gør med børnene, siger hun.
- Papirnusseri kan rende og hoppe
Tilbage står forældrene uforstående og med børn, som har skullet begynde i nye institutioner fra den ene dag til den anden.
- For mig handler det meget om børnenes trivsel frem for alt det skriftlige. For mig kan det der papirnusseri rende og hoppe. Jeg vil hellere have mundtlige overleveringer og glade børn, end at min dagplejemor skal sidde og udfylde alt muligt, siger Maja Rahbek Berg Nielsen.
Er det det, det i bund og grund handler om?
- Det tror jeg, det er. For det har intet at gøre med, at mit barn ikke trives. Og det kan jeg ikke forstå, at vi som forældre ikke bliver spurgt om.
Forældrene har prøvet at få svar fra Silkeborg Kommune, men uden held.
- Vi har ikke hørt noget som helst. Vi har søgt aktindsigt, og det har vi ikke modtaget noget brugbar information på. De har bare afvist dem, siger Peder Knold.
Dagtilbudsleder har forståelse for forældrene
TV2 ØSTJYLLAND ville gerne lave et interview med Silkeborg Kommune om sagen, men de vil ikke udtale sig om fyringen af Charlotte Kristensen, da de har tavshedspligt, når det handler om en personalesag.
Leder af Silkeborg Kommunes dagtilbud, John Gejl, har sendt følgende skriftlige svar i forhold til forældrenes utilfredshed:
- Jeg forstår godt, at forældrene har en række ubesvarede spørgsmål. Det er altid svært, når der er tale om en personalesag, hvor vi har tavshedspligt og derfor ikke kan svare på alle forældrenes spørgsmål.
- Derfor forstår jeg også godt, at forældrene er uforstående over situationen, og jeg ved, at vi af samme grund har lyttet meget til forældrenes ønsker i forbindelse med flytningen af børnene og efter bedste evne forsøgt at imødekomme ønskerne, selv om det hele er gået hurtigt, afsender John Gejl, leder af Silkeborg Kommunes dagtilbud.
TV2 ØSTJYLLAND har også talt med tillidsrepræsentanten for dagplejerne i Silkeborg Kommune, som fortæller, at der ikke er begået nogle procedurefejl i den her sag fra kommunens side.
Charlotte Kristensen skal nu finde ud af, hvad hun så vil lave. Hun overvejer i øjeblikket at åbne en privat dagpleje.