Dexter var døden nær: En pakke snus var ved at blive fatal
En tilsyneladende ganske harmløs tur med sin ejer, var en tirsdag aften ved at blive fatal for den knap syv måneder gamle franske bulldog Dexter.
- Vi krydsede fingre for, at han ville klare den. Det var meget tomt at køre hjem uden at have ham med i bilen.
29-årige Milda Kriksciunaite og hendes 31-årige kæreste Ricky Christensen kørte de 45 minutter hjem til Viborg fra AniCura Virklund Dyreklinik med en skidt fornemmelse i kroppen. De havde netop efterladt deres knap syv måneder gamle franske bulldog Dexter hos AniCura Virksund Dyreklinik uden at vide, hvad natten ville bringe.
Få timer forinden var alt fred og idyl, da Ricky Christensen gik tur med parrets hvalp, der - lige som så mange andre hundehvalpe - er nysgerrig.
Hapsede snus
- Da de næsten var hjemme, gik de forbi en pakke snus, som lå på jorden. De var egentlig gået forbi, men Dexter fik hapset den ind i munden. Ricky skyndte sig at få den ud, inden Dexter slugte den, fortæller Milda Kriksciunaite.
Og dermed troede parret, at det ikke ville give problemer. Men det skulle hurtigt vise sig, at sagen først lige var begyndt.
- Da de kom hjem, lagde Dexter sig og fik en lille lur. Han sov måske halvanden times tid i vores bryggers. Jeg tænkte, at han havde sovet i lang tid, så jeg gik hen til ham. Han reagerede næsten ikke på det og havde svært ved at rejse sig op. Hovedet kørte rundt på ham, som hvis han havde været i bedøvelse. Han dryptissede og kunne slet ikke styre det, fortæller Milda Kriksciunaite.
Hendes første tanke var, at Dexter havde en hjerneblødning. Pakken med snus var slet ikke i tankerne.
Parret handlede hurtigt og fik fat på vagtdyrlægen, som altså lå 45 minutter væk i Virklund - og så gik turen sydover fra hjemmet i Viborg.
- Dexter var apatisk, kunne ikke gå, havde ufrivillig urinafgang, var kold og med høj puls.
Sådan beskriver Susanne Rau den hundehvalp, som hun tog imod sent om aftenen på AniCura Virklund Dyreklinik, som hun er daglig leder af.
Fik nikotin i kroppen
Det viste sig, at det, at hunden havde haft pakken med snus i munden, var nok til en forgiftning.
- Vi var meget chokerede over, at det kunne være årsagen, siger Milda Kriksciunaite.
Ikke desto mindre stod det så slemt til med Dexter, at han skulle indlægges natten over, og således måtte parret altså tage turen hjem med en "tom" bil.
- Vi snakkede meget om det på vej hjem. Ville han klare det? Det var forfærdeligt, fortæller Milda Kriksciunaite.
Hunde og nikotin
Nikotin har effekt på det autonome nervesystem, herunder kredsløb og åndedræt.
Hunden vil først virke konfus, have unormal gangart/slinger og efterhånden blive mere svag. Hvis dosis er tilpas høj, vil det til sidst påvirke åndedrætsmusklerne, således at hunden ikke selv kan trække vejret, tilstanden vil blive fatal.
Kilde: Susanne Rau, AniCura Virklund Dyreklinik
Kunne gå begge veje
Tilbage på klinikken havde Dexter fået indlagt et drop og fik medicin, som fik ham til at kaste op, så eventuelle rester ville komme op. Hunden fik det ifølge Susanne Rau sværere og sværere ved at bevare bevidstheden.
- Jeg vil ikke vurdere, at den nåede til det punkt, hvor den var i livsfare, men med så udpræget symptomer kan det gå begge veje, fortæller hun.
Langt om længe begyndte Dexter dog at komme til hægterne, og klokken 8 kunne Susanne Rau ringe til parret fra Viborg med den glædelige nyhed: Dexter havde spist og var på vej tilbage til normalen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi fulgte mavefornemmelsen og reagerede på det. Jeg tør ikke tænke på, hvad der ellers kunne være sket. Vi kunne hente en glad men træt hund, fortæller hun.
Opfordring: Smid ikke snus i naturen
Efter den grimme oplevelse, delte dyreklinikken historien om Dexter på sin Facebookside med en kraftig opfordring: Smid aldrig nikotinholdige produkter i naturen. Det er nemlig særdeles farligt for vores firbenede venner.
Opslaget på Facebook har i skrivende stund 2800 delinger.
- Jeg er glad for, at folk er opmærksomme og deler opslaget, fortæller Milda Kriksciunaite, som håber, at deres historie kan være med til at få folk til at tænke sig om. Hun tænker sig selv en ekstra gang om, når hun lufter Dexter fremover.
- Før var vi ligeglade med, hvilken retning vi gik. Men der ligger et gymnasium tæt på, hvor vi bor. Det nærmer vi os ikke, for der ligger meget skrald og cigaretskodder.