Efter coronaudbrud på sygehus: Nu kan afdelingen igen åbne
Det spredte sig som en steppebrand, da Regionshospitalet Silkeborg blev ramt at COVID-19 i juleferien. Nu mener hospitalsdirektøren, det går den rigtige vej igen.
Regionshospitalet Silkeborg blev lagt ned, da de i slutningen af 2020 blev ramt af et større smitteudbrud på medicinsk afdeling, hvor hjerte-, lunge, og nyrepatienter blandt andre er indlagt.
Men ifølge hospitalsdirektøren for Hospitalsenhed Midt, Thomas Balle Kristensen, kan de snart rejse sig igen.
Der var 61 smittede i alt, heraf 13 patienter og 48 ansatte. De mangler stadig svar fra 16 personer, som lige nu sidder i karantæne.
- Der er stadig et afsnit på hospitalet, der i øjeblikket ikke har patienter, fordi der er en del personale hjemsendt og i karantæne. Men det ser ud til at være vendt, sådan så færre og færre er karantæne, siger Thomas Balle Kristensen.
Nære kontakter er faldet, og antallet af smittede er faldet. Det er første dag, at det tal er faldet. Hospitalsdirektøren mener, de har fundet frem til langt de fleste smittede.
- Man skal hele tiden huske, at der er COVID-19 i samfundet, og når vi tester intensivt blandt medarbejderne, så vil vi ind i mellem finde nogle, der er positive – og det kan de have fået på en anden måde end ved det smitteudbrud, der har været på hospitalet. Hospitalspersonalet er også eksponeret ude i samfundet på samme måde, som andre er – for eksempel i supermarkedet, siger Thomas Balle Kristensen.
De har lukket en hel afdeling på Regionshospitalet Silkeborg, hvilket har givet ekstra belastning hos den medicinske afdeling på blandt andet Regionshospitalet Viborg.
- De patienter, der plejer at blive modtaget i Silkeborg, bliver nu modtaget i Viborg, og der har været et rigtig godt samarbejde på tværs af afdelinger, men det betyder også, at når vi skal undvære sengene et sted, at så er der ekstra belastning på resten af systemet, siger Thomas Balle Kristensen.
Regionshospitalet Silkeborg tilbyder PCR-test til alle medarbejdere i et lokale på sygehuset i denne uge.
- Når man har sådan en episode, så foretager vi en ekstraordinær rengøring. Og så går vi generelt den praksis, der er på hospitalet igennem, men vores klare indtryk er, at medarbejderne er top-professionelle og gør, hvad de kan, siger Thomas Balle Kristensen.
Hospitalsdirektøren forventer, at de lukkede afsnit på Regionshospitalet Silkeborg kan åbne igen i løbet af nogle få dage.
- Patienter og medarbejdere kan sagtens føle sig trygge. Vi skal alle vide, at der en pandemi i gang, og derfor kan det ske, at der er medarbejdere og patienter, der er smittet. Vi gør alt hvad vi kan for, at man ikke bliver smittet på hospitalet – men vi kan ikke sikre os fuldstændig mod, afslutter Thomas Balle Kristensen.