Forsorgshjem på vej i Silkeborg: - Jeg er ovenud lykkelig
Tirsdag er der landet en budgetaftale i Silkeborg, hvor der blandt andet er fundet millioner til at etablere et forsorgshjem særligt til unge
Onsdag sidst på eftermiddagen blev politikerne i Silkeborg enige om et budgetforlig. Og det er en bred aftale om de økonomiske rammer, der er landet. Det er nemlig samtlige partier - med undtagelse af Enhedslisten - der står bag budgetaftalen for 2019.
Aftalen indeholder blandt andet et økonomisk løft til skoler og børn, bedre trafiksikkerhed på Viborgvej samt en mere sikker skolevej mellem Silkeborg og Grauballe samt penge til at etablere et forsorgshjem særligt til unge.
- Jeg synes, at aftalen lægger op til at løfte kernevelfærden mere end tidligere. Vi kan som socialdemokrater se os selv rigtig meget i aftalen. Og som formand for Socialudvalget er jeg meget glad for, at der er stor opmærksomhed på velfærden, siger Helle Gade (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Også borgmester Steen Vindum (V) er glad for aftalen.
- Silkeborg er en vækstkommune, hvor vi oplever en markant vækst i børnetallet, og samtidig har der i flere år været et meget stort ønske fra vores borgere om at få løftet vores folkeskoler økonomisk. Derfor har byrådet i de senere år prioriteret børne- og skoleområdet med flere midler, og vi er enige om, at områderne også skal have et markant løft i de kommende år, siger han i en pressemeddelelse.
Millioner til nyt forsorgshjem
Politikerne er blevet enige om at bruge 6,3 millioner til at omdanne en eksisterende bygning på Tulipanvej til et forsorgshjem særligt til unge hjemløse eller psykisk sårbare.
- På landsplan kan man se, at antallet af psykisk sårbare unge stiger, og det gør det også her i Silkeborg. Det er noget, vi generelt har fokus på, og her håber vi, at vi med et forsorgshjem kan sætte ind med en tidligere, forbyggende indsats, som forhåbentlig kan være med til at holde nogen oven vande, inden de falder ud over kanten, siger Helle Gade til TV2 ØSTJYLLAND.
Processen med at etablere et forsorgshjem i Silkeborg blev allerede sat i gang i den foregående byrådsperiode, og siden har man kigget på mulige løsninger. Nu er valget så faldet på Tulipanvej centralt i byen, hvor man kan omdanne allerede eksisterende bygninger til et forsorgshjem. Og ved at afsætte de 6,3 millioner kroner i budgetaftalen kan bygningerne formentlig være klar i foråret 2020.
- Jeg er ovenud lykkelig for aftalen, og jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan komme i gang, siger Helle Gade.
Ligesom etableringen nu er sikret, er der også styr på økonomien til selve driften, som er indarbejdet i aftalen, fortæller Helle gade.
Forsorgshjemmet kommer til at have 12 ordinære pladser og to herbergspladser. Steder bliver altså lavet med særligt henblik på unge - men andre afvises ikke i døren.