Svens kone blev kørt ihjel: Nu håber han, det medfører ændret lovgivning
Sven Anders frygter, at hans kones død vil blive glemt, hvis ikke politikerne snart tager affære.
Det er syv måneder siden, at Sven Anders' kone omkom i en ulykke på rute 13 ved Nørre Snede, da en mandlig bilist, som dengang boede på Udrejsecenter Kærshovedgård, kørte frontalt ind i hende.
Siden har Sven Anders efterlyst interesse fra politikerne. Han synes, der bliver gjort for lidt for at holde beboerne på udrejsecenteret.
Fredag fik han så opfyldt et stort ønske. Mikkel Bjørn, som er udlændingeordfører fra Dansk Folkeparti, aflagde nemlig et besøg i hjemmet.
- Jeg blev meget glad, da han skrev til mig. Det er rigtigt vigtigt, at nogen gør noget, hvis min kones historie ikke skal blive glemt, fortæller Sven Anders til TV Midtvest.
Det er netop med ønsket om, at der skal ske ændringer på udrejsecenteret, at han har åbnet døren til sit hjem i Ejstrupholm for ordføreren fra Christiansborg.
- Hvis der ikke bliver ændret noget, er det et spørgsmål om tid, før der sker noget lignende, siger han.
I dag er den 34-årige mand, der påkørte Sven Anders' hustru, tiltalt for uagtsomt manddrab.
Mikkel Bjørn blev i forvejen inviteret til Bording af en beboergruppe, der ville snakke om, hvordan de oplever det at bo tæt på udrejsecenteret. I den forbindelse var det nærliggende for politikeren også at aflægge Sven Anders et besøg.
- Det er væsentligt for mig at tage en snak for at høre om de menneskelige historier, der kan komme, når man bor så tæt på Kærshovedgård. Det er relevant, når vi debatterer på Christiansborg, fortæller Mikkel Bjørn, der kommer fra landsbyen Rårup nær Juelsminde.
De bor på Kærshovedgård
Målgruppen for beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård er primært enlige udlændinge og par uden børn.
Udlændinge, der har fået endeligt afslag på asyl, og som ikke medvirker til deres udrejse.
Udlændinge, der er udvist ved dom.
Udlændinge, der er på tålt ophold.
Udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet efter paragraf 21 b, stk. 1.
Udlændinge, der er administrativt udvist efter paragraf 25.
Kilde: Kriminalforsorgen.
Hvorfor vækker netop den her historie din interesse?
- Det er en af de værste historier overhovedet, at en kvinde bliver slået ihjel på den her måde. Det er vigtigt at have de menneskelige skæbner med i den politik, der gælder for Kærshovedgård.
Men er det her ikke bare en god måde for jer at skabe noget omtale på?
- Jo, det er det. Politik er jo sådan, at hvis man vil ændre noget, skal man kaste lys over de ting, man vil gøre opmærksom på. Jeg kan godt forstå, det virker lidt underligt at komme anstigende her. Men hvis ikke vi fortæller og sætter fokus på, hvad han (Sven Anders red,) har været udsat for, så dør hans historie, siger Mikkel Bjørn.
- Dansk Folkeparti er desværre bare en lille brik i et stort politisk spil, og vi har ikke flertal til at ændre det her. Men hvis vi kan overbevise nogle danskere om, at der skal gøres mere på området, så er det godt.
Partiet ønsker, at udrejsecenteret bliver omdannet til et rigtigt fængsel.
Retssagen mod den 34-årige mand, der kørte Sven Anders' kone ihjel, begynder 22. maj næste år.