Kostbar vin står under vand, men kroejer må væbne sig med tålmodighed

Gudenåen går igen over sine bredder, og det har store konsekvenser for de områder og bygninger, der ligger i nærheden.

På den flere hundrede år gamle Svostrup Kro ved Silkeborg er vinkælderen lige nu oversvømmet, og vinflasker for flere tusinde kroner risikerer at gå til spilde.

- Den dyreste flaske er nok oppe på 8.000 kroner. Men der er også vin, der ikke bare kan skaffes igen, siger Dragan Sljivic, der er indehaver Svostrup Kro.

Tirsdag har de arbejdet på højtryk for at pumpe vand op fra kælderen på Svostrup Kro.
Tirsdag har de arbejdet på højtryk for at pumpe vand op fra kælderen på Svostrup Kro.

Tirsdag stod kælderen med alt vinen under vand. Og skaden kan allerede være sket til stor ærgrelse for kroejeren.

Det er vand fra kroens nabo, Gudenåen, der er skyld i problemerne. For når det regner meget, går åen over sine bredder.

Kroejeren Dragan Sljivic besigtiger skaderne i kælderen.
Kroejeren Dragan Sljivic besigtiger skaderne i kælderen.

Kroejer gør selv en indsats

Dragan Sljivic har lavet forskellige tiltag for at sikre sig mod vand i kælderen.

Han har blandt andet hævet sin græsplæne med næsten en meter og lavet en kunstig sø, som det overskydende vand skal flyde i.

- Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, men jeg kan ikke være alene om det, siger Dragan Sljivic.

Ved Svostrup Kro har de blandt andet forsøgt at lave en kunstig sø, der skal samle det overskydende vand.
Ved Svostrup Kro har de blandt andet forsøgt at lave en kunstig sø, der skal samle det overskydende vand.

Han så gerne, at Silkeborg Kommune beskar den grøde, der er i Gudenåen, mere, end man gør i dag, så han kan slippe for at bekymre sig, hver gang det regner.

-  Jeg er jo nødt til at holde mig vågen om natten, hvis jeg lige pludselig skal rykke ud, siger Dragan Sljivic.

Kommuner skal findes fælles fodslag

I Gudenåkomitéen, der er et samarbejde mellem kommuner, der ligger langs Gudenåen, har man besluttet at beskærer grøden én gang om året.

- Vi kan godt forstå, at det er rigtig træls for de lodsejere, der har jord ned til Gudenåen. Det her sker oftere og oftere med de vejrfænomener, vi efterhånden får, og derfor skal vi finde nogle holdbare løsninger. De holdbare løsninger er ikke nødvendigvis grødeskæring. Grødeskæring er blot en del af de løsninger, vi skal finde, så derfor har vi sagt: Grødeskæring én gang om året, siger Alternativets Claus Løwe Klostergaard, der er formand for Klima-og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

Gudenåen er gået over sine bredder ved Svostrup Kro.
Gudenåen er gået over sine bredder ved Svostrup Kro.

Han roser Dragan Sljivic fra Svostrup Kro for at have forsøgt sig med flere tiltag.

- Jeg synes, at han har den rette indstilling. Vi skal samarbejde om det her, og vi kan høre, at han har taget initiativer selv for at løse de her vandproblemer, og det skal vi selvfølgelig bakke op om, og vi skal fra kommunens side sørge for at gøre meget mere og det kunne jo være omkring noget jordfordeling for eksempel, siger Claus Løwe Klostergaard.

Venstres Flemming Heiberg, der er næstformand i Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune, så gerne, at man lavede grødeskæring to gange om året i stedet for en enkelt.

- Det er helt oplagt, at der er udfordringer, og jeg er også bange for, at de bliver større med tiden, fordi vi alle ved, at der kommer mere og mere vand. I forbindelse med en revision af regulativet for Gudenåen har vi drøftet det i Klima- og Miljøudvalget, og der var vi to fra Venstre, som gerne havde set, at vi klipper to gange i stedet for én gang. Jeg synes, at vi i bund og grund er forpligtet til at gøre alt det, vi synes, vi kan, siger Flemming Heiberg.

VIDEO: Her kan du se Flemming Heiberg og Claus Løwe Klostergaard fortælle mere om, hvad de hver især mener, der bør gøres ved problemet.

Han mener derfor ikke, at man kan kalde beskæringen af grøde for en lappeløsning.

- Jeg synes, det er en løsning her og nu, men vi er også enige om, at jordfordeling og andre gode ideer er meget velkomne, siger Flemming Heiberg.

Claus Løwe Klostergaard mener, at man i Klima- og Miljøudvalget har et stort fokus på problematikken, men at det også kræver, at de andre kommuner langs Gudenåen skal være med.

- Desværre kunne vi ikke i kommunerne blive enige. Viborg Kommune havde gerne set to skæringer, og i de andre kommuner var der flertal for en enkelt skæring. Den er nu sendt til Miljøministeriet, så den ligger derovre og inden, der måske kommer noget derfra eller en ny vandløbslov, som er på vej også, kan vi næsten kun forholde os til de regler, der er lige nu, siger Flemming Heiberg.

Guldsmede frygter røvere med mundbind

Guldsmede frygter røvere med mundbind

Byggeplads Aarhus Ø

Mere corona-kontrol med udenlandsk arbejdskraft

Hornslet Skole pavillon

Ny skole på vej: Her er de mulige placeringer

Mundbind maske

Krav om mundbind udvides i dag: Butikkerne er forberedt

image00001

Den etbenede jyde cykler for fred

Udestue

Flemming har været coronasmittet og isoleret fra familien i fem uger