Hjernen vandt over hjertet i slag om superligaklub: - Mit 'ja' er ikke hyklerisk
Efter betænkningstid og samtaler med administrerende direktør i Silkeborg IF er nervøsiteten for, om klubbens ånd og værdier vil leve videre på amerikanske hænder forsvundet som dug for solen.
For en måned siden, da nyheden om et muligt salg til udlandet kom frem, havde piben en anden lyd.
I mellemtiden har Mr. Silkeborg - fodboldeksperten fra TV 2 Morten Bruun, og tidligere træner og spiller hos Silkeborg IF - imidlertid skiftet holdning, efter det ved onsdagens ekstraordinære generalforsamling kom frem, at han, ligesom 99 procent af den fremmødte aktiekapital, stemte for et salg til multiklubejerskabet, amerikanske Trivela Group.
For under en måned siden lød hans syn på sagen ellers således:
- Jeg var meget overrasket, da jeg for to dage siden fik meldingen. Nu her et par dage efter havde jeg nu nok håbet, jeg måske var lidt mere afklaret, men jeg er faktisk stadig lidt trist over det.
- Når min hjerne forsøger at overbevise mit hjerte om, at det er godt, der er kommet amerikanske ejere, så har mit hjerte altså bare stadigvæk svært ved sådan for alvor at anerkende, at det er positivt for Silkeborg IF.
- Jeg vil ikke ligge en hindring for Silkeborg IF
- Hvis jeg ikke havde stemt for, så ville jeg egentlig føle, at jeg på et personligt plan havde lagt en lille hindring for Silkeborg IF, og det ønsker jeg ikke at gøre, sagde Morten Bruun til TV2 Østjylland kort efter afsløringen af stemmerne og erkendte, at hans oprindelige skepsis var baseret på en følelse af overraskelse og bekymring.
- Jeg var meget overrasket, og jeg var skeptisk. Jeg har brugt udtrykket, at min hjerne har skullet arbejde lidt for at overbevise mit hjerte, indrømmede han og tilføjede, at hans første reaktion på nyheden om salget da også var langt fra positiv.
- Det var ikke sådan, at jeg blev lykkelig, og at jeg løb rundt i lufthavnen og tænkte, det er simpelthen den bedste nyhed, jeg nogensinde har fået, for det var det ikke.
Men efter betænkningstid og samtaler med administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen, er nervøsiteten for, om klubbens ånd og værdier vil leve videre på fremmede hænder forsvundet som dug for solen.
At et salg skulle fjerne stoltheden i Silkeborg IF, over at have klaret sig gennem svære tider uden at få tilført større midler udefra, er der heller ikke en bekymring for hos Morten Bruun længere.
Hjernen har vundet over hjertet
Morten Bruun, der har en lang og tæt forbindelse til Silkeborg IF som tidligere spiller og træner, fremhævede også den lokale forankring som en vigtig del af klubbens identitet.
- Vi er silkeborgensere, og vi har egentlig aldrig bedt om mere, sagde han dengang og understregede, at den stærke lokale identitet havde været en vigtig del af klubbens historie.
Men titlen som hyklerisk godtager Morten Bruun ikke.
- Mit 'ja' er ikke hyklerisk. Det er et velovervejet ja, men jeg vil gerne sige til dem, der sidder derude og har det modsatte synspunkt af mit, at jeg godt kan forstå dem rent følelsesmæssigt.
Selv fortæller han, at det er betænkningstiden og samtaler med admininstrende direktør Kent Madsen, der har fået ham til at ændre syn på sagen.
- Dels er det uomgængeligt, men derfor kunne jeg jo godt - som en symbolsk markering - have stemt imod, men det har jeg ikke gjort, for jeg synes, det må være den realistiske vej at gå.
- Og så synes jeg simpelthen også, at de aktionærer, som har været her hele vejen igennem - også da det så sort ud for Silkeborg IF - hvis der er nogen, der har fortjent at gøre en god forretning, så er det faktisk dem.