Ny plan for Gudenåen - men en løsning er stadig langt væk
Diskussionen om oversvømmelserne langs Gudenåen fortsætter, efter helhedsplanen nu er blevet fremlagt.
Beboere og lodsejere langs Gudenåen har i årevis måttet døje med oversvømmelser, når vandet er gået over bredderne.
Derfor har de syv kommuner, Gudenåen løber gennem, lavet en helhedsplan, der peger på nogle af de områder, hvor man kan forhindre vandets rasen.
Den plan blev mandag aften fremlagt for lodsejere i Silkeborg Kommune, hvor formand for Klima- og miljøudvalget Rune Kristensen (S) fortalte om visionerne.
Men for dem, der havde håbet en konkret løsning, der kunne sættes i værk med det samme, var aftenen nok en skuffelse.
For helhedsplanen er mere en lang liste med muligheder, der hver især skal finansieres og føres ud i livet. Derfor fik udvalgsformand Rune Kristensen i løbet af aftenen også at høre fra de fremmødte, der kræver en løsning nu.
En af de fremmødte var Kristoffer Pors Jakobsen, som bor ned til Gudenåen, og hvis familie har kæmpet med vandmasserne. De har valgt at beskytte deres grund med blandt andet diger.
Han synes som udgangspunkt, at det var et positivt møde.
- Det her udvalg viser, at de stadig har ambitioner for grødeskæring - og vil gerne skære to gange om året. Men de har samtidig også ambitioner for, at der skal ske noget mere, siger Kristoffer Pors Jakobsen.
Netop grødeskæring - altså beskæring af vandplanter i Gudenåen - har været et stort tema i årevis langs Gudenåen, fordi mange lokale mener, at det skal gøres oftere. Men det er ikke muligt, mener kommunens embedsfolk, der vurderer, at det vil være i strid med EU-direktivet Natura 2000 med mere end én grødeskæring om året.
- Vi ved allesammen, at vi ikke får lov til at skære en hel masse grøde, så der bliver sat gang i en masse andre ting. Muligvis en sluse inde i Silkeborg, hæve nogle diger, som kan hjælpe os grundejere - det sætter jeg virkelig pris på, siger Kristoffer Pors Jakobsen.
- Prøvede at folde kataloget ud
Rune Kristensen (S) medgiver, at der var flere skuffede miner ved mødet mandag, og han anerkender, at det ikke er en komplet plan, der garanterer en løsning.
- Jeg kan godt forstå, hvis man sidder tilbage og gerne have løsningen nu og her, men vi prøver at have en dialog.
- Selvfølgelig påvirker det en som politiker, når man ikke kommer i mål med det, men vi lytter, og vi vil dialogen med de berørte lodsejere, siger udvalgsformanden.
Der er stadig folk, der får vand ind på deres grund. Skal der ikke snart være en plan, så de mennesker ikke får oversvømmelser hver eller hver anden vinter?
- Meningen var, at vi skulle se på fire forskellige spor. Grødeskæring, hvad man selv kan gøre som lodsejer, hvad kommunen kan gøre med store anlægsprojekter, og hvad vi kan gøre med opkøb af vådområder, med EU-midler blandt andet.
- Så jeg synes faktisk, at vi prøvede at folde kataloget ud. Nu skal vi ned i delområderne og ned og snakke med de enkelte lodsejere, og vi kommer til at fortsætte med de løsninger, der skal til. For vi er heller ikke tilfredse med at stå i den her situation, siger Rune Kristensen.