Omstridt firma indgår forlig
Rumænske skovarbejdere får 75.000 kroner
GP Skovdrift efterbetaler nu 75.000 kr. til 26 rumænske skovarbejdere, som i efteråret 2013 var ansat i en arbejdslejr ved Hampen, og ifølge 3F Silkeborg arbejdede under ulovlige og kummerlige forhold. Det skriver tvmidtvest.dk
Det sker efter, at GP Skovdrift har indgået forlig i sagen, som er rejst af 3F Silkeborg.
- Sagen er ikke endt, som vi havde håbet. Men resultatet var det bedst opnåelige ud fra den dokumentation, vi sammen med rumænerne kunne fremskaffe. Vi var, og er stadig, af den overbevisning, at GP Skovdrift har udført massiv social dumping, siger formand Carsten Ulsøe til tvmidtvest.dk
Ifølge Fagbladet 3F har GP Skovdrift betalt de tidligere ansatte ned til 400 kroner om ugen i såkaldt forskud. Da arbejdstilsynet var på besøg observerede de blandt andet, at afløbet fra arbejdernes toiletvogn løb direkte ned i et stort hul i skovbunden, som var fyldt med urin og afføring.
Ejer og direktør af GP Skovdrift Gunnar Petersen afviser, at der er tale om løndumping.
- Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med forliget. Sæsonen kostede mig 480.000 kroner i underskud. Det skulle have været et overskud i stedet for, siger Gunnar Petersen til tvmidtvest.dk