Op på cyklen igen
Selvom man vinder Post Danmark Rundt, så er der ikke tid til at hvile på laurbærrene for Team Designa Køkken fra Kjellerup.
De har knapt nok fået armene ned ovenpå sejren i Post Danmark Rundt. Men der ikke tid til at pudse cyklen og rette på pedalerne for Team Designa Køkken.
Allerede i dag rejser holdet til Frankrig for at køre cykelløbet Paris-Correze. Dog uden vinderen Jakob Fuglsang, som allerede i går aftes tog af sted for at forberede sig til OL i Beijing i Kina.
- Vi er naturligvis meget glade for sejren. Det er første gang, at et rent dansk hold vinder Post Danmark Rundt, og det giver store forhåbninger for fremtidens hold. Økonomisk kan det jo give en saltvandsindsprøjtning, som kaster de 5-10 millioner kroner af sig, som kan give os et fuldtidsprofessionelt hold, siger manager for Team Designa Køkken, Christian Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Paris-Correze er et løb, der rangerer lige under Post Danmark Rundt, og holdet tager otte ryttere med til Frankrig i eftermiddag.