Sara var meget ensom – nu vil hun hjælpe andre
Sara Bindner har været så ensom, at hun måtte have hjælp af kommunen. Nu vil hun hjælpe andre unge med at bekæmpe ensomhed.
Flere og flere unge oplever følelsen af ikke at være god nok og ikke at blive inviteret ind i fællesskabet. Og det kan give store problemer, når man går og kæmper med sin ensomhed i stilhed.
Hver tiende dansker mellem 16 og 30 år slås i dag med ensomhed og de konsekvenser, der kan følge med.
Én af de, der har kæmpet meget med ensomhed, er Sara Bindner fra Silkeborg.
- Det er rigtig svært at komme ud og sige, at man er ensom. Man tænker, at andre synes, man er lidt mærkelig, fordi man har den følelse. Jeg sagde det til min mor, og så fik jeg hjælp af kommunen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
I dag har Sara fået hjælp til at håndtere sin ensomhed, og nu vil hun hjælpe andre unge i samme situation.
Derfor er hun blevet frivillig i Komsammen Silkeborg, der er et initiativ, hvor unge frivillige sidder klar til at hjælpe unge, der kæmper med ensomhed i hverdagen. Initiativet startede op i dag, tirsdag, i Frivillig Centeret i Silkeborg.
Initiativ hjalp Christian
Der kommer flere og flere initiativer med samme koncept som Komsammen Silkeborg rundt omkring i landet.
Christian Skrædergaard fra Aarhus har for eksempel haft stor succes med at håndtere sin ensomhed, efter han begyndte at komme i Ventilen i Aarhus, som også hjælper ensomme unge.
- Det har haft en kæmpe betydning for mig. Der var mennesker, jeg kunne være sammen med, som havde samme problemstilling som mig. Der var søde mennesker, som støttede og hjalp mig. Man kunne prøve at være sig selv over for andre på en ny måde, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og han har et opråb til ligesindede unge, der føler sig ensomme.
- Det er lettere sagt end gjort, men gå ud og prøv dig frem. Begynd i Ventilen eller ræk en hånd ud til nogle nære venner og familie, som du føler dig tryg ved. Dét, at være ensom, er ikke noget at skamme sig over på nogen måde. Det er desværre en normal følelse, siger han.
Marianne Schøler, der er chefpsykolog ved ungliv.dk, fortæller, at det er vigtigt at erkende, at man er ensom og vide, at det ikke er noget at skamme sig over.
- De unge har svært ved at opsøge hjælpen, fordi det er forbundet med et tabu. Det er pinligt og flovt at være den, der ikke er en del af fællesskabet. Man skal først og fremmest erkende, at man har et problem med ensomhed, og at man ikke er forkert eller mindre værd end alle andre. Det er vigtigt, at man tror på det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND
Kom og vær med
Tirsdag aften, hvor Komsammen Silkeborg blev afholdt for første gang, kom der kun frivillige unge.
Og de opfordrer nu unge, der går rundt og føler sig ensomme, til at møde op og få snakket med andre unge, der forstår ens følelse af ensomhed. Også selvom det kan være svært.
- Vi vil kontakte mentorer og studievejledere på de forskellige skoler og holde oplæg på skolerne, så de ved, vi er her, siger Sara Bindner.
Komsammen Silkeborg afholdes hver tirsdag på Frivillig Centeret i Silkeborg, og her er alle unge mellem 15 og 30 år velkomne til at møde op.