Silkeborg-Voel KFUM forstærkes
Den nyoprykkede ligaklub er i fuld gang med at styrke holdet til den kommende sæson i Guld Bageren Ligaen.
Nyoprykkede Silkeborg-Voel KFUM har indgået en et-årig aftale med den 23-årige stregspiller Hanne Nielsen, der de to seneste sæsoner har spillet i Team Tvis Holstebro.
Inden da har hun optrådt i LSU, Sæby og Fox Frederikshavn. Hun besidder en del ligaerfaring, idet hun i sin tid i Team Tvis Holstebro opnåede at spille 94 kampe på liganiveau, og har også hentet erfaringer fra europæisk håndbold, skriver klubben i en pressemeddelelse.
På stregen i Silkeborg-Voel KFUM skal den 176 cm høje pige supplere Kirsten Balle, og erstatte Helene Bruhn Sørensen, der rykker håndboldkarrieren til Skive. I første omgang har hun tegnet kontrakt for et år.
Den nye stregspiller flytter til Silkeborg, og skal sideløbende med håndbold arbejde hos advokatfirmaet Brockstedt-Rasmussen.
Ung keeper
På målmandsposten kan klubben præsentere den 22-årige Monika Kongsgård, der ligeledes har slået sine folder i Team Tvis Holstebro, hvor hun har stået lidt i skyggen af landsholdskeeperen Sandra Kjær.
Den skygge vil hun gerne ud af, hvorfor hun har valgt Silkeborg-Voel KFUM, hvor hun skal supplere Anne T. Hansen i målet. Til trods for at hun har været andet valg i Team Tvis Holstebro har hun spillet 24 kampe i indeværende sæson. Monika Kongsgård afløser Camilla Eriksen, der har valgt at lægge tophåndbold på hylden. Den nye keeper har fået sin håndboldopdragelse i Langhøj KFUM og HH 90.
- Vi er utrolig stolte af, at vi kan tiltrække to ligaspillere, der har været med helt fremme i denne sæsons turnering, og har hentet megen erfaring fra bronzekampene mod Viborg, og mange kampe i EHF-cuppen, hvor de i finalen måtte bøje sig for FCM. Begge piger har skrevet kontrakt med os allerede inden vi var sikre på at få en ligaplads. Det siger noget om, at de har valgt os, fordi de gerne vil spille i Silkeborg-Voel KFUM. Det betyder meget, og jeg er sikker på, at de nok skal falde godt ind i truppen. De er unge, og vil med garanti være med til at styrke det sociale fællesskab, vi har omkring holdet, fastslår cheftræner Jakob Andreasen.
Dagligt får han henvendelser fra spillere, der gerne vil optræde i den grønne trøje.
- Det gælder også etablerede spillere i ligaen og flere af dem, har baggrund uden for Danmark. Det er dejligt, at vi er attraktive, men vi slår lige koldt vand i blodet. Først og fremmest skal økonomien hænge sammen, så der forestår et stort arbejde for vores sponsorudvalg, der lige nu har travlt med at rejse penge til ligaholdet, og de mange andre hold, vi har i klubben, understreger Jakob Andreasen.
De grønne piger debuterer i ligaen ude mod Team Esbjerg. Første hjemmebanemodstander bliver Slagelse, som holdet kæmpede med om førstepladsen i 1. division.