Sygeplejerske advarer: Pas på sommerskader
Grillen trilles frem, og havetrampolinen sættes op. Når solen titter frem i sommermånederne, kan trampoliner, haveredskaber og mountainbikes ende i alvorlige skader.
De fleste glæder sig til varmere dage og lysere nætter, men på skadestuen er det også lig med alvorlige skader, når familien rykker udendørs.
På skadestuerne kan man hen over sommermånederne mærke en stigning i det, de kalder 'sommerskader'. Det kan være knoglebrud, sår, forbrændinger og forstuvninger, som de sommerglade østjyder kan rende ind i.
- Solen gør, at folk bliver mere aktive og har lyst til at gøre flere ting udendørs. Derfor ser vi flere skader på skadestuen, siger sygeplejerske Nanna Borup Andersen, der til daglig arbejder som akutsygeplejerske på skadestuen i Silkeborg.
Overlæge om trampoliner: Brug nu det net!
Det er især svære skader ved trampolinulykker, som skadestuen møder, og det er ofte mindre børn under ti år, som kommer alvorligt til skade på trampolinen. Her har overlæge Gerhardt Teichert fra Horsens akutafdeling et essentielt råd.
- På små arme giver det let grimme brud, siger Gerhardt Teichert, der synes, at det er irriterende, at der ikke er flere, som bruger beskyttelsesnet til trampolinen.
- Disse net kan virkelig hjælp, så trampolinerne burde ikke sælges uden. Nogen graver trampolinerne ned, men børn, der springer to meter op, ryger ofte ud over kanten og brækker albuen alligevel.
Overlægen har observeret, at det i sommerperioden på afdelingen i Horsens er en daglig oplevelse at se børn med skader efter trampolinuheld, der betyder brud på arme. Skader der kan betyde en operation.
Skadestuerne kan ligefrem sætte uret efter trampolinskader. Gerhardt Teichert fortæller, at skaderne især kommer i skolernes sommerferie fra klokken 18 til 20.
- Det er altid værst i starten af sæsonen. Når trampolinerne kommer frem, er der en bølge af uheld i april og maj. Men når skoleeleverne får sommerferie, kommer der igen flere skader, siger Gerhardt Teichert.
Hold igen med alkoholen, og drik vand
Når temperaturen stiger, bliver man lettere dehydreret, og det forhøjer risikoen for at få skader. Derfor er det fornuftigt at holde igen med alkohol og drikke rigeligt vand.
- Vi kan se i skadestuen, at der er en større risiko for at komme til skade, når man har drukket alkohol. Man skal ikke drikke alkohol, når man skal arbejde i haven, siger Nanna Borup Andersen.