Udfordringen i 2016 bliver flygtninge
Borgmester Steen Vindums nytårstale bærer præg af flygtningestrømmen
Det er en optimistisk Silkeborg Borgmester, der åbner det nye år med en nytårstale med fokus på den positive vækst.
Men når det så er sagt, så er han på linje med sin borgmester-kollega i Skanderborg, når det handler om kommunens største udfordring i 2016
- de mange flygtninge, der skal integreres.
Borring: Lad os selv prioritere pengene
- Vi får en særlig udfordring i 2016 i de mange nye danskere, som kommer til, de nye flygtninge. Dem får vi rigtig mange af i Silkeborg, og her vil vi have et særligt fokus på at få dem godt integreret. Det tænker jeg bedst sker ude i de danske idrætsforeninger og allerbedst ude på arbejdspladserne, siger Steen Vindum (V).
Et andet særligt fokusområdet i 2016 bliver de unge mellem 16 og 30 år, der står uden for arbejdsmarkedet eller uden for uddannelse.
Nytårstale: Opsang til regeringen
- Jeg vil opfordre alle unge til at tage en uddannelse. Men det gør det ikke bedre, at regeringen skærer ned på ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser, for skal vi have flest mulige i job, så skal vi også have dem uddannet til nogle jobs, hvor der er noget at få bagefter, siger borgmesteren i Silkeborg.
Se hele nytårstalen med Steen Vindum i tv-indslaget ovenfor.
Som noget helt nyt holder tre østjyske borgmestre i år nytårstale for seerne, hvor de fortæller, hvad de forventer fra regeringen i det kommende år. De tre nytårstaler vil løbende blive publiceret på tv2oj.dk i løbet af 1. januar.