Gavekort hjælper unge til at stoppe med at ryge hash

Et gavekort på 200,- har fået flere unge i rusmiddelbehandling i Skanderborg Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det virker at lokke unge med et gavekort for at få dem i rusmiddelbehandling.

I begyndelsen af 2021 begyndte man med en ny behandling i Skanderborg Kommune til unge mellem 15-25 år, som havde brug for hjælp til at komme ud af et misbrug.

MOVE hedder behandlingsformen, som blandt andet ved hjælp af et gavekort skal få flere unge til at søge hjælp.

- Det ser ud til at lykkedes, og MOVE er en del af forklaringen. Vi får flere ind i behandlingen, fastholder dem og langt de fleste gennemfører deres behandling, siger afdelingsleder i Skanderborg Rusmiddelcenter, Charlotte Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Indtil den 1. december i år var der indskrevet 47 nye unge i behandlingen i Skanderborg Kommune. I 2020 havde de 38 og året før 28. 

-  De unge har taget godt imod det. Nogle unge profiterer rigtig godt af gavekortet. Vores fornemmelse er, at det virker efter hensigten, siger Charlotte Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Andre unge går ikke så meget op i gavekortet, hvis de er motiveret i forvejen eller har en fin økonomi, fortæller hun.

Der er ingen, som bliver stoffri af et gavekort, men det får dem til at komme i behandling.
Mads Uffe Pedersen, professor, Center for Rusmiddelforskning.

Metoden bygger på et struktureret samtaleforløb med 12 ugentlige behandlingssamtaler, og en opfølgende behandling over seks måneder. Det tager i alt ni måneder at gennemføre.

Charlotte Nielsen er afdelingsleder hos Skanderborg Rusmiddelcenter.

Gode resultater fra andre kommuner

Fra 2014 til 2018 blev MOVE afprøvet i ni kommuner af i alt 460 unge. Resultaterne viste, at halvdelen af de unge var stoffri ni måneder efter.

- Det særlige ved den her metode er, at man bruger gavekort og påmindelser. Det er en kombination af anerkendte metoder og den stærke udredning og det har vist sig, at have en rigtig god effekt, har professor hos Center for Rusmiddelforskning Mads Uffe Pedersen tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.

Til sammenligning var 30-36 procent stoffri efter andre behandlingsforløb.

- Der er ingen, som bliver stoffri af et gavekort, men det får dem til at komme i behandling. Og det er nødvendigt, at de kommer for at kunne blive behandlet, siger Mads Uffe Pedersen fra Aarhus Universitet.

Hvad er MOVE?

Basis i MOVE er et struktureret behandlingsforløb, som kombinerer samtaleteknikkerne "Kognitiv adfærdsterapi" og "Den motiverende samtale" - med en række strukturelle elementer, bl.a. gavekort for fremmøde og påmindelser pr. sms.

De unge kan ikke frit vælge, hvad de vil bruge gavekortet til. Der er en række muligheder, som de kan vælge og snakke med behandleren om, hvorfor det skal gå til netop det.

Kilde: Socialstyrelsen

Succes for hele rusmiddelcenteret

MOVE-behandlingen tager ni måneder at gennemføre. Det er ikke kun flere unge i Skanderborg Kommune, som har fået gavn af metoden - det har behandlerne også, fortæller Charlotte Nielsen.

- Der en oplevelse af, at der er kommet mere struktur på indsatsen, og det er gavnligt for forløbet, siger hun.

I Skanderborg Kommune anslår de, at omkring 700-800 unge har brug for en eller anden form for hjælp til at komme ud af et misbrug. Og her er MOVE en af flere behandlinger, som fortsat skal hjælpe flere.

- Det er ikke gavekortet, som skaber forandring – men vi vil gerne have de unge ind i behandlingen, så vi kan fastholde dem, siger Charlotte Nielsen.

Hvis du har brug for hjælp til at komme ud af et misbrug, så kan Skanderborg Rusmiddelcenter kontaktes her

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her