Efter afsløringer: Hårdt kritiseret institution er fortid
Omdiskuteret østjysk botilbud eksisterer nu ikke længere. Efterspil er stadig i gang.
Når dagen er omme, er Florahuset fortid.
Det private botilbud i Skanderborg lukker officielt.
Det sker efter kritik fra eksperter og personer med indgående kendskab til institutionen. Og efter Socialtilsynet i oktober sendte Florahuset et varsel om, at stedets godkendelse skulle inddrages, fordi tilbuddet efter tilsynets opfattelse ikke lever op til loven.
- Jeg kan bekræfte, at Florahuset lukker som planlagt, siger Ulla B. Andersen, der er tilsynschef ved Socialtilsyn Midt.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en ny kommentar fra direktør i Florahuset, Rania Radi.
Det er endnu ikke lykkedes.
- Som en pornofilm
TV2 Østjylland har blandt andet fortalt, hvordan direktøren i Florahuset tilsyneladende forsøgte at blande sig i, hvad de anbragte unge berettede til Socialtilsynet.
Om stedets tårnhøje personalegennemstrømning, og hvordan selvsamme direktør gav ukorrekte oplysninger til tilsynet om de medarbejdere, der var ansat i tilbuddet.
Tidligere ansatte fortalte om tilstande, der gjorde, at Florahuset - i deres øjne - slet ikke burde have med have med børn og unge at gøre.
I forbindelse med afsløringerne stod "Yasmin" frem og fortalte om en sommerhustur godkendt af Florahusets ledelse. En tur, der endte med, at en mandlig ansat fik en dom for anden seksuel omgang end samleje med to unge kvinder, som var anbragt i tilbuddet.
En episode, som den i dag tidligere ansatte i byretten beskrev som at træde ind i en pornofilm.
Om Florahuset
Florahusets målgruppe er børn og unge mellem 7 og 18 år.
Af Florahusets hjemmeside fremgår det, at personalet har særlig viden om unge og familier med etnisk minoritetsbaggrund. Og at målgruppen er børn og unge, som har været udsat for en form for omsorgssvigt og eventuelle kulturelle udfordringer som for eksempel æresrelaterede konflikter, herunder negativ social kontrol.
"Når unge modsætter sig familiens traditioner, forventninger og normer, kan det skabe udfordringer og konflikter. Ære og skam kan spille en stor rolle i etniske minoritetsfamilier. Typisk tales der om ære og skam, når barnets eller den unges handlinger, ses som skadende for hele familiens omdømme", skriver Florahuset på hjemmesiden.
Kilde: Florahuset
Minister i samråd
Sagen har fået politisk bevågenhed.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er kaldt i samråd. Flere partier presser på for en forklaring på, om der kunne have været sat ind tidligere over for det skanderborgensiske botilbud.
- Det er vigtigt, at vi får talt om hele forløbet op til, at Florahuset lukker, så vi sikrer, at det her ikke sker andre steder også, konstaterede Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
Det er Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, der har kaldt ministeren i samråd.
Der er endnu ikke fundet en dato for samrådet.
Ingen kommentar
I forbindelse med at TV2 Østjylland i begyndelsen af oktober første gang anmoder om et interview, meddeler direktør Rania Radi skriftligt, at bestyrelsen i Florahuset har besluttet at lukke stedet.
Kort tid efter sender Socialtilsynet Florahuset et varsel om, at stedets godkendelse inddrages.
TV2 Østjylland har siden været i kontakt med Rania Radi, der fastholder, at hun ikke ønsker at kommentere på kritikken.
Hun har i stedet skrevet følgende til TV2 Østjylland via mail 31. oktober 2024:
- Jeg har ingen kommentarer til TV2 Østjyllands dækning af Florahuset, men jeg kan oplyse, at Florahuset lukker 30. november 2024, hvor de unge, der har været tilknyttet Florahuset, alle er videre, og medarbejderne er opsagt.
Svigtet på bostedet
Se hele dokumentaren 'Svigtet på bostedet' her eller på TV 2 PLAY.
Du kan også lytte til podcasten af samme navn på din foretrukne podcastplatform.
TV2 Østjyllands dækning af udfordringerne i Florahuset er tilvejebragt med dokumentation i form af blandt andet dombøger, videomateriale fra sommerhusturen, dokumenter fra Socialtilsyn Midt og oplysninger fra DMI's vejrarkiv.
TV2 Østjylland har derudover interviewet ni tidligere medarbejdere og to tidligere anbragte i Florahuset, der fortæller om deres oplevelser i botilbuddet. To eksperter har hjulpet med at vurdere sagen.
Direktøren i Florahuset, Rania Radi, er blevet forelagt alle kritikpunkter og ad flere omgange tilbudt interviews. Hun har ikke ønsket at medvirke.
Hun har i stedet skrevet følgende til TV2 Østjylland via mail 31. oktober 2024:
- Jeg har ingen kommentarer til TV2 Østjyllands dækning af Florahuset, men jeg kan oplyse, at Florahuset lukker den 30. november 2024, hvor de unge, der har været tilknyttet Florahuset, alle er videre, og medarbejderne er opsagt.