Løb dig til nyt job
Vil hverve medarbejdere ved DHL Stafetten
Løb dig til et nyt job.
En virksomhed går nu utraditionelle veje for at hverve nye medarbejdere.
Virksomheden Kamstrup fra Stilling, der blandt andet beskæftiger sig med højteknologisk energimåling, vil bruge DHL Stafetten i Mindeparken i Aarhus som platform til at finde nye ansatte.
- Kom forbi vores telt og se, hvem vi er. Én ting er at se på medarbejderens kolde fakta som uddannelse og så videre, men at mødes og se hinanden an, mærke atmosfæren og det sociale i folk - det tæller mere, siger den administrerende direktør hos Kamstrup, Per Asmussen, til TV2 | ØSTJYLLAND.
Mangler hænder
Kamstrup er inde i en udvikling, der kræver, at man får tilført flere folk til staben. DHL Stafetten er en god mulighed for at finde nye, der kan indgå i teamet.
- Det er et perfekt forum at skabe forbindelser i. Og så elsker vi sport her på Kamstrup og støtter det rigtigt meget, siger Per Asmussen.
Så har du brug for et job, så kunne det være, du skulle kigge forbi Kamstrup-teltet til aftenens DHL Stafet.