Motorvejsfrakørsel lukket i fire uger
En frakørsel på den travle Østjyske Motorvej vil blive lukket i flere uger.
Et større arbejde med at dæmme op for støj fra E45-motorvejen får nu konsekvenser for trafikken.
En frakørsel skal nemlig lukkes helt i fire uger, meddeler Vejdirektoratet.
Det drejer sig om frakørsel 52 Skanderborg V i nordgående retning, der fra den 15. november og fire uger frem vil være lukket døgnet rundt.
Men allerede mandag den 8. november og de følgende fire dage vil frakørslen være lukket i aften- og nattetimerne fra klokken 19 til 6 om morgenen. Der forventes støjgener for naboer i samme tidsrum.
Lukningen bunder i arbejdet med at få sat 2900 meter støjskærme op om motorvejen ved Skanderborg - et arbejde, der har stået på siden juli.
Støjskærmene kræver et solidt fundament i jorden, men jorden har ifølge Vejdirektoratet vist sig så hård, at entreprenøren, GroundPlug, må indhente nye og større maskiner til arbejdet.
Maskinerne er så store, at Vejdirektoratet af sikkerhedshensyn har valgt at lukke frakørselsrampen i perioden.
Der vil blive skiltet med ændringen, så trafikanter kan vælge at køre af ved frakørsel 53 Skanderborg S eller frakørsel 51 Skanderborg N.
Ifølge Vejdirektoratet kører der dagligt omkring 80.000 køretøjer på Østjyske Motorvej.
TV2 ØSTJYLLAND besøgte tidligere på efteråret arbejdet på motorvejen i et afsnit af 'Face din Fordom', hvor rejsemontør Thomas Skøtt blev konfronteret med nogle af de fordomme, der omgærer vejarbejdere. Se indslaget herunder.