Politiet søger med hunde efter 75-årig
Sydøstjyllands Politi leder efter mand i Skanderborg
Sydøstjyllands Politi eftersøger en 75-årig mand, som er forsvundet fra sin bopæl i Skanderborg lørdag morgen.
Politiet bad søndag aften offentligheden om hjælp til at finde ham, og mandag formiddag er han ikke fundet endnu.
- Vi er startet op igen, og vi leder efter ham med hunde, siger vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.
Den 75-årige er svagtseende og benytter derfor en blindestok.
Tog ham med toget?
Politiet leder efter manden i Skanderborg centrum, og samtidig undersøges det via videoovervågning, om den 75-årige er taget med det planlagte tog klokken 6:46 lørdag morgen fra Skanderborg i retning mod Aarhus.
Politi eftersøger svagtseende mand fra Skanderborg
I Aarhus var det planen, at han skulle skifte og fortsætte turen til Hammel.
Men hvor langt han kom på den planlagte rute vides altså endnu ikke.
Sydøstjyllands Politi opfordrer igen borgere i især Skanderborg-området til at være opmærksomme.
- Folk må meget gerne kontakte os, hvis de har set manden i løbet af weekenden eller har oplysninger i sagen. Derudover må borgerne i Skanderborg-området gerne kigge efter ham i for eksempel skure, baggårde og lignende, siger Jørn Lindhardt.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
OPDATERET: Den 75-årige mand er fundet druknet, og TV 2 | ØSTJYLLAND har derfor fjernet billedet af manden og beskrivelsen af ham fra denne artikel.