Ribe-Esbjerg knækker Skanderborg på et kvarter
Skanderborg lukkede 11 mål ind og scorede kun to på et kvarter
Håndboldherrerne fra Ribe-Esbjerg har de senere år misset slutspillet i landets bedste håndboldrække.
I denne sæson er der gode chancer for, at træner Claus Uhrenholts mandskab kan slutte i top-otte og kæmpe med, når medaljerne skal fordeles sidst på foråret.
Mandag aften slog Ribe-Esbjerg på hjemmebane Skanderborg fra bunden af ligaen med 34-29.
Læs også
Efter en fin indledning af Skanderborg, fik de vestjyske værter slået en prop i, og på et kvarter i første halvleg lukkede Ribe-Esbjerg-keeper Søren Haagen blot to mål ind.
Hjemmeholdet gik fra 3-5 til 14-7 i den periode, og så var kampen reelt punkteret for spænding.
Ribe-Esbjerg førte 16-10 ved pausen, og i anden halvleg handlede det primært om at holde afstanden.
Vestjyderne har vundet syv af sæsonens 12 første kampe og indtager en fjerdeplads med 14 point. Skanderborg har i bunden af ligaen seks point.