Styrker indsatsen mod skolefravær
Omkring hver femte skoleelev i Skanderborg Kommune har mere end 10 procents fravær i løbet af et skoleår.
Det vil kommunen nu gøre noget ved, og derfor styrker de nu beredskabet, der skal forebygge og håndtere skolefravær, oplyser de i en pressemeddelelse.
Redskaberne er tidlig handling, samarbejde med forældre, omsorgsfuld registrering og små, venlige beskeder fra klassekammerater.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Skraldebil brød i brand på villavej
Midtjysk Brand & Redning blev onsdag klokken 09.40 alarmeret omkring en brand i en skraldebil på Digevangsvej i Virklund.
Fire enheder blev sendt afsted mod adressen, hvor de blev mødt af en bunke brændende glas-, plast- og metalaffald på vejen, som var antændt i skraldebilens kammer.
Efter omtrent en time på stedet, hvor brandvæsnet sprøjtede skum ind i bilens hulrum for at slukke ilden, kunne de vende retur.
Affaldsselskabet står nu for oprydningsarbejdet på vejen, fortæller indsatsleder Jesper Hesselberg til TV2 Østjylland.
Æg og smør hitter, når danskere jagter tilbud
Danskere går oftest efter æg, smør og skyr, når de søger efter gode tilbud.
Det viser en opgørelse over de mest søgte varer i appen eTilbudsavisen, skriver TV 2.
På listen er også Pepsi Max, kylling og is. Sammenligner man med vores nabolande, har danskere en større interesse for tilbud på fløde, øl og pølser, viser opgørelsen.
Usædvanligt høje elpriser i vente onsdag
Der er udsigt til usædvanligt høje elpriser onsdag på helt op over seks kroner per kilowatt-time hen ad eftermiddagen. Det skriver TV 2.
Det skyldes ifølge brancheorganisationen Green Power Denmark, at vinden lægger sig i Danmark og en række nabolande, så der ikke bliver skabt nok vedvarende energi.
Ankommer til krisemøde
Om kort tid går krisemødet i Randers' konservative vælgerforening i gang, og medlemmerne er begyndt at ankomme til stedet.
Her skal de helt store stridigheder drøftes, efter vælgerforeningen har opfordret spidskandidat Daniel Madié til at trække sig som spidskandidat, da han beskyldes for at være egenrådig og uegnet til at repræsentere partiet.
Afleverede ikke varebil efter prøvetur
En 25-årig mand lånte tirsdag eftermiddag en varebil til en prøvetur, men han leverede den ikke tilbage.
Klokken 17.18 fik Østjyllands Politi øje på bilen. Bag rattet sad en 28-årig mand, der forklarede, at han havde lånt bilen af den 25-årige for at hjælpe ham med at flytte.
Den 28-årige havde ikke førerret, og politiet fandt flere receptpligtige piller i hans lomme. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, besiddelse af pillerne og for kørsel under påvirkning.
Politiet fandt senere frem til den 25-årige, som blev anholdt og sigtet for brugstyveri af varebilen.
Foreninger med input til transportplanen i Aarhus
85 foreninger og organisationer har bidraget med input til Aarhus' grønne mobilitetsplan. Det skriver Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Forligskredsen bag planen prioriterer borgerinddragelse ved kommende trafikale ændringer. Fokusområder som cyklisme, kollektiv transport og parkering har fået stor opmærksomhed.
Teknik og Miljø skal nu integrere forslagene i planen, der sendes i høring næste år, hvor borgere kan deltage. Målet er en transportløsning, der understøtter byens vækst og grønne ambitioner.
Svampe-Torben er død - blev 70 år
Torben Gang Rasmussen, mangeårig naturvejleder og skribent fra Ajstrup, er død i en alder af 70 år.
Han døde pludseligt 5. december, skriver hans datter i et mindeord udgivet på stiften.dk.
Dødsårsagen er ikke nævnt.
Torben Gang Rasmussen vil for mange være kendt som en dedikeret svampejæger, der brugte en stor del af sit liv på at finde, plukke, føle og smage på alverdens svampe.
Det kan du blandt andet se og høre ham fortælle om i den her video fra oktober 2021:
Anholdte blev bedt om at tie stille
Fire mænd blev onsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør i en omfattende narkosag i Retten i Aarhus.
Det foregik i retssal 13, hvor to af de sigtede sad og snakkede med hinanden, inden grundlovsforhøret gik i gang. De blev to gange bedt om at tie stille og ikke tale med hinanden.
De ulovligheder, mændene er sigtet for, har fundet sted i en række østjyske byer.
Ild i fryser
Midtjysk Brand & Redning blev klokken 04.17 natten til onsdag alarmeret om ild i en fryser i en kælder på Ansvej.
Da beredskabets tre enheder nåede frem på adressen var ilden, som var opstået i fryserens elektronik, dog gået i sig selv, ligesom at ejeren var sikret.
Fryseren blev båret ud, kælderen udluftet og elektronikken sikret, hvorefter enhederne kunne forlade området efter en indsats, som varede omtrent 30 minutter.
Elev snittet med kniv - to drenge fremstilles i grundlovsforhør
To drenge, der blev anholdt tirsdag eftermiddag efter en hændelse på Bankagerskolen i Horsens, hvor en 15-årig elev blev overfaldet med en kniv, bliver onsdag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
De to anholdte er henholdsvis 15 og 16 år. De er sigtet for legemsangreb af særlig farlig karakter, efter de sammen stak den tredje dreng med en kniv, så offeret fik snitsår i begge skuldre samt ved venstre albue.
Parterne kender ifølge politiet hinanden, men ifølge den foreløbige efterforskning peger på, at hændelsen ikke er banderelateret.
- Vi forstår godt, at det kan være utrygt, når en hændelse som den i går finder sted på et normalt roligt sted som en skole. Derfor har vi i samarbejde med skolen besluttet, at der er betjente, som står klar til at tage en snak, hvis elever, forældre eller personale har behov for at tale med os, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.