Coronatests kræver tålmodighed - op til en uges ventetid fra bestilling til svar
Hvis man vil testes for covid-19 i Østjylland, så skal man være tålmodig - især i Skanderborg hvor man først kan komme til på onsdag.
1, 2, 3, 4 og 5. Så er det overstået. Goddag, lyder det i testteltet, da Uffe Nielsen er forbi lørdag eftermiddag.
Det tager kun få sekunder at udføre halspodningen for coronavirus, men på trods af det, så har det været en langstrakt affære for ham.
- Vi bestilte tid onsdag middag og fik en tid i dag lørdag klokken 13.20, fortæller Uffe Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I Region Midtjylland kan man nemlig i øjeblikket ikke få en test på dagen eller dagen derpå, hvis ikke man er nær relation til en smittet.
Længst ventetid i Skanderborg
Lørdag eftermiddag så det bedst ud i Grenaa og Horsens, hvor ventetiden lige nu er to dage.
Værre ser det dog ud i Skanderborg, hvor det lørdag eftermiddag først var muligt at få en test onsdag i næste uge. Det vil sige fire dage efter bestilling.
- Det er super træls, at der kan gå op til en uge, før man får et svar. Det kunne være rart, hvis de kunne love et svar på i hvert fald 24 timer, og man samtidig kunne komme til en test hurtigere, siger Uffe Nielsen.
Læs også
Flere tests på vej
Det er Statens Serum Institut, som bestemmer hvor mange tests, der må laves i døgnet. I Region Midtjylland er det tal 10.500 om dagen. En mængde, der allerede fra i morgen stiger med 500, og som man fremadrettet forventer vil stige yderligere, fortæller Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør på Præhospitalet i Region Midtjylland.
- Ved årets udgang regner vi med, at vi ville kunne få over 20.000 daglige tests i Region Midtjylland, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han påpeger dog, at hvis man er nær kontakt til en smittet, så kan man komme hurtigere til, hvis man er blevet kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Der er tider hver eneste dag til nære kontakter, og hvis der mangler, så sætter vi flere tider ind til dem specielt, siger han.
Det er dog ikke tilfældet for Uffe Nielsen, og derfor betyder det, at tiden fra bestilling til test og videre til et svar kan tage helt op til en uge for ham i Skanderborg. Tid, som Uffe Nielsen hellere havde brugt på sit arbejde.
Læs også
- Det har jeg det ikke så godt med. Hvis man føler, at man kan være smittet, så skal man have en negativ test, før man kan møde op på sit arbejde, så er det da super træls at skulle gå og vente på det, siger han.