Åh nej: Nyfødte isbjørnetvillinger i dyrepark er døde
To små isbjørne, der kom til verden i Skandinavisk Dyrepark natten til onsdag, er nu gået bort
To nyfødte isbjørneunger i Skandinavisk Dyrepark på Djursland er blevet fulgt nøje siden deres fødsel natten til i onsdags. De første dage er nemlig nervepirrende og vigtige for, om de overlever. I dag kom så den nedslående nyhed, at isbjørneungerne er døde.
Moderen Ilka bar først den ene døde isbjørneunge ud af den hule, hvor ungerne har været i siden fødslen, for kort efter at komme med den anden.
- I løbet af aftenen og natten begyndte ungerne at skrige meget, og de gik begge bort i løbet af få timer. Vi ved lige nu ikke, hvad der er gået galt, men vi får nu obduceret ungerne og vores dyrlæge tager et kig på mor Ilka. Det kan dog være meget svært at finde en årsag, men vi skal nok vende tilbage, når vi ved noget mere, skriver Skandinavisk Dyrepark på sin Facebook-side.
Fredag så det ellers anderledes lyst ud i forhold til ungernes overlevelse. Her var dyreparken ret sikre på, at bjørnene havde fået mælk fra Ilka.
- Kl. 8 hørte vi den søde lyd af isbjørneunger, der fik mælk af deres mor. Det er helt fantastisk, og siden har de sovet tungt, sagde dyreparkdirektør Frank Vigh-Larsen fredag til tv2oj.dk.
Obduceringen af bjørnene kan vise, om ungerne mod forventning ikke har fået mælk, og om det er årsagen til deres død. Hvis de derimod har fået mælk, vil det være yderst vanskelig at finde dødsårsagen.