Alternativ skoleudflugt: På tur som flygtninge i Mols Bjerge
Eleverne på Tirstrup Idrætsefterskole blev vækket tidligt tirsdag morgen. De skulle nemlig forlade skolen inden solopgang - uden at vide, hvor de skulle hen.
- Vi blev vækket klokken cirka 05.30, og der var lyset slukket, og der var ikke strøm. Vi skulle finde vores ting med lommelygter, og det var lidt mærkeligt, siger Jack Khalil, der er elev på Tirstrup Idrætsefterskole.
Herefter fik eleverne af vide, at de skulle prøve at leve som flygtninge denne tirsdag.
De fik ikke af vide, hvor de skulle hen, hvor længe de skulle være væk, eller hvad de ville møde på deres vej.
På turen rundt i Mols Bjerge var der blandt andet grænseposter, hvor grupperne med elever fik frataget både forråd og ejendele.
Skal give indblik
- Jeg godt, at det ikke fuldstændig ligner en flygtningesituation, men måske eleverne kan sætte sig lidt ind i, hvordan det vil være at leve på den måde, siger Jesper Ø. Pedersen, forstander på Tirstrup Idrætsefterskole.
Særligt én af eleverne har ikke svært ved det.
- Det er jo sådan det er, for når der er krig, ved man ikke, hvad der sker, eller hvornår det sker, siger Jack Khalil.
For tre år siden flygtede han sammen med sin familie fra Syrien til Danmark.
Tirsdag fik hans skolekammerater så et lille indblik i, hvad Jack Khalil - og mange andre - har kæmpet sig igennem.
Flugten var en optakt til et 24-timers løb, hvor eleverne lige før efterårsferien samler ind til de flygtninge, der bor på Djursland.
I videoen øverst på siden kan du se mere om den alternative skoleudflugt.