Bente fandt flaskepost om corona: Nu leder hun efter 8-årige Ella
I brevet fra flaskeposten forklarer Ella på otte år, hvad corona er, og hvad det har betydet for hende.
Bente Christensen bor ved Fejrup Strand på Helgenæs, hvor hun ofte går ture og leder efter sten.
På sin gåtur langs vandet tirsdag fandt hun dog noget usædvanligt.
- Lige pludselig så jeg en flaske i strandkanten. Det var en ølflaske, hvor der var sat kapsel på. Den var ikke helt tæt, så sedlen, der lå deri, var våd, siger Bente Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Da jeg kom hjem, slog jeg flasken i stykker, så jeg kunne få sedlen ud. Jeg lagde den til tørre i solen, og efter noget tid kunne jeg læse den.
Håber på at finde Ella
Tro det eller lad være, men det er faktisk ikke første gang Bente Christensen finder en flaskepost.
Hun har tidligere fundet én, hvor der stod kontaktoplysninger, og at personen, der fandt den, meget gerne måtte kontakte afsenderen. De ville gerne vide, hvor langt den var kommet.
Bente Christensen tror derfor også, at Ella vil synes, det er sjovt at høre fra hende.
- Beskeden er rigtig sød, og jeg synes, at Ella skal vide, at jeg ikke bare er ligeglad, når jeg nu har fundet hendes flaskepost, siger Bente Christensen.
- Det er lidt af en skat at finde sådan et brev. Jeg er sikker på, at det vil være sjovt for Ella at høre, hvor langt den er kommet. Når man sender en flaskepost, skal man have at vide, at den er kommet frem.
Bringer smil frem i en træls tid
Selvom Bente Christensen har fundet en flaskepost før, så er denne her alligevel noget helt særligt.
- Denne her er speciel på grund af den måde, den er skrevet på. Den er så sød og fin, og den bringer et smil frem i denne trælse tid, siger hun og fortsætter:.
- Hun har sikkert siddet hjemme med sine forældre, og så har det her været et lille corona-projekt.
Derudover synes Bente Christensen også, at Ella kommer med et fint budskab om, at man skal passe på, når man er oppe i årene.
- Budskabet er, at man skal passe på corona, og at den er farlig. Det er fint, at hun får fortalt, hvad hun har lært.