Anna og Amalie laver nyt fællesskab for forældre uden for storbyen

En undersøgelse udarbejdet af foreningen Bedre Barsel viser, at 30 procent føler sig ensomme under barsel. Det vil to mødre nu gøre op med ved at lave et fællesskab i Syddjurs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Mulighederne er mange for forældre, der går på barsel i Aarhus - til gengæld kan der være langt imellem tilbuddene når man flytter udenfor de store byer. Derfor vil to kvinder fra Ebeltoft lave et nyt fællesskab for forældre på Djursland.

Barselslivet fremstår ofte som et rosenrødt eventyr fyldt med skønne øjeblikke lige til at smide på sociale medier, men det kan altså også være alt andet.

Nogen oplever sågar at være isoleret og alene med de følelser og udfordringer, som forældreskabet også er.

Det oplevede Amalie Velslev Juelsgaard, da hun skiftede storbylivet i Aarhus ud med familielivet i Ebeltoft.

- Jeg er faktisk blevet positivt overrasket, fordi der er mulighed for at gå til babysvømning og babysalmesang. Men jeg oplevede også, at jeg manglede et fællesskab, der rakte udover den mødregruppe, jeg var en del af. Jeg gik på barsel længere end de andre i min mødregruppe, så jeg oplevede også, at jeg lige pludselig stod meget alene, siger Amalie Velslev Juelsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Denne følelse har givet Amalie Velslev Juelsgaard idéen til at lave et fællesskab, der skal samle mødre og fædre i Syddjurs. Dette fællesskab laver hun i samarbejde med Anna Bolther, der også er mor og også er flyttet fra Aarhus til Ebeltoft.

- Jeg har været på barsel i Aarhus og oplevede, hvor fedt det er, at der faktisk er tilbud, siger Anna Bolther til TV2 ØSTJYLLAND.

Workshops, foredrag og kunstudstillinger

De to mødre, der har savnet flere tiltag rettet mod det at blive forældre – og muligheden for at skabe sig et godt netværk som tilflytter, vil gerne lave en forening som har forskellige tilbud.

Det kan blandt andet være workshops, foredrag, kunstudstillinger, udflugter og meget mere.

- Det skal være arrangementer, hvor det er okay, at ens barn ligger nede under bordet og rykker i dugen og sådan nogle ting, siger Anna Bolther til TV2 ØSTJYLLAND.

Anna Bolther med sit barn.

Og så skal der være plads til at dele både de gode og dårlige sider af forældreskabet

- Der er enormt stor opbakning og behov for større trivsel under barsel generelt, så lige nu prøver vi også at finde ud af, hvordan vi kan oversætte det behov til en Syddjurs kontekst, siger Amalie Velslev Juelsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

30 procent føler sig ensomme

I Aarhus, hvor de to mødre oprindeligt kommer fra, er mulighederne mange for forældre på barsel. Her er der blandt andet babysvømning, vikleworkshops og forældreforedrag.

Selvom tilbuddene står i kø i de større byer, kan det være svært at etablere et ordentligt fællesskab. Sådan lyder det fra Kristine Bjerre, der er medstifter af barslehuset i Aarhus en del om.

Vi kan se, at der er en rød tråd omkring ensomhed i barslen, som fylder enormt meget. Det viser sig, at det faktisk er over 30 procent, som føler sig ensomme under barslen.
Kristine Bjerre, medstifter, Barselshuset Aarhus

- Nogle steder er det lidt mere ud og ind, og man når måske ikke at etablere det her fællesskab ordentligt. Og det er noget af det, vi gør med barselshuset, hvor man enten bare kan møde op og bare være og tage en kop kaffe, eller deltage i vores onsdagsfrokoster eller vores samtalesaloner, siger Kristine Bjerre til TV2 ØSTJYLLAND.

Lige inden cornavirussen brød ud, satte Foreningen Bedre Barsel en undersøgelse i gang omkring behovet for fællesskaber blandt forældre. Undersøgelsen er ikke offentliggjort endnu.

- Vi kan se, at der er en rød tråd omkring ensomhed i barslen, som fylder enormt meget. Det viser sig, at det faktisk er over 30 procent, som føler sig ensomme under barslen. Det synes vi, er ret højt, siger Kristine Bjerre til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun understreger også, at det er vigtigt at forældre på barsel har andre forældre, de kan spejle sig i.

- Det er super vigtigt, så man ikke står alene med mange af de - for mange - svære følelser, der kommer, når man får et nyt barn og bliver mor eller far, siger hun.

Kristine Bjerre er medstifter af Barselshuset Aarhus.

Får opbakning på Facebook

Indtil videre har de to mødre og initiativtagere bag det kommende fællesskab i Ebeltoft og resten af Syddjurs modtaget mange positive tilkendegivelser, når de har præsenteret forældre for ideen.

Blandt andet i Ebeltoft-gruppen på Facebook, hvor Camilla Rønde har fulgt med.

- Jeg synes, det er så sejt, og jeg tænker netop det her med, at det kan komme til at handle om noget andet end babyerne, og at man måske kan komme ind og høre noget, som er spændende, og som ligger i forlængelse af, hvad det vil sige at være forælder. Det ville jeg synes, var så sejt, siger Camilla Rønde til TV2 ØSTJYLLAND.

Camilla Rønde er vild med idéen om at lave et fællesskab for forældre.

Anna Bolther og Amalie Velslev Juelsgaard har blandt andet fundet inspirationen i Aarhus. Her åbnede Danmarks første barselshus i 2018 med fokus på at skabe trivsel for forældre på barsel.

- I det hele taget er der nogle opbrud i forældreskabet lige nu, hvor man kan se, at folk vælger at gå hjemme i længere tid, og der er flere fædre, der tager barsel. Nu er der også politisk en masse snak om fædrenes barsel. Tingene ændrer sig ligesom lidt, siger Anna Bolther til TV2 ØSTJYLLAND.

I første omgang vil de lave en forening, hvori de vil lave forskellige arrangementer. Men på sigt er målet at få et fysisk mødested for forældre i Syddjurs.

- At have det der sted, hvor man kan gå hen og sige, jeg kender ingen mennesker, og jeg sidder alene derhjemme med mit barn - hvad skal jeg lave, og hvem kan jeg møde, det er det, vi gerne vil være, siger Amalie Velslev Juelsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her