Ni kænguruer stjålet fra zoo: - Vi har brug for hjælp
Ni ud af Munkholm Zoos ti kænguruer - heriblandt en sjælden albino - er forsvundet.
Det er noget af et chok for zooejer Benny Johansen, der for ganske kort tid siden opdagede, at hans dyrepark er ni dyr fattigere.
I løbet af natten til lørdag er stort set alle Munkholm Zoos kænguruer væk.
- Klokken lidt i otte i morges gik jeg min daglige tur i parken. Når du har taget den tur igennem 25 år, så kan du mærke lige med det samme, om der er noget galt. Og da jeg kom hen til kænguruerne, var der kun én tilbage, som hoppede vildt og forstyrret omkring, og så vidste jeg, at noget var galt, siger Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Munkholm Zoo ligger i nærheden af Balle på Djursland. Det er gennem et stort hul i hegnet til kænguruanlægget, at dyrene er forsvundet.
- Da jeg gik ned langs hegnet, så jeg hullet. Så tænkte jeg, om de var stukket af, men et sekund efter tænkte jeg, at det var de ikke, for vi har dobbelt hegn overalt, og det er det mest sikre, siger han.
Efterlysning af 9 kænguruer der er blevet stjålet i aftes/nat fra Munkholm Zoo. Den ene kænguru er albino. Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe 114. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) October 12, 2019
Ud af de ni kænguruer, der nu er væk, er blandt andet den meget sjældne albino-kænguru.
Benny Johansen siger til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke er i tvivl om, at der er sket et tyveri, og at det er personer med særligt kendskab til netop kænguruer, der har været på spil.
- Tyveriet er målrettet kænguruer, og det er lavet af personer, som har en vis erfaring med at fange dem, da kænguruer ikke er det nemmeste dyr at fange, siger han.
Han har meldt tyveriet til Østjyllands Politi. Politiet bekræfter anmeldelsen over for TV ØSTJYLLAND.
- Vi er ude på stedet nu, hvor vi kan bekræfte, at hegnet til kænguruerne er klippet op, og de er væk, siger vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor beder Benny Johansen nu også offentligheden om hjælp.
- Del for pokker dette opslag, så vi øger chancen for at få vores dyr hjem.
På en time er Munkholm Zoos Facebook-opslag blevet delt flere end 2.000 gange.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.